Danmark - musik (1700- og 1800-t)

© Nationalmuseet, København

Danmark. På hjørnet af nuværende Bredgade og Fredericiagade i København lod Frederik 4. i 1701-02 et operahus opføre til erstatning for det, der brændte i 1689. Forestillingerne i den nye bygning, der var tegnet af W.F. von Platen eller J.C. Ernst, ophørte allerede i 1708. Huset blev ombygget og anvendt som bl.a. kadetakademi og som hjemsted for Rigsdagen efter Christiansborgs brand i 1884. Siden 1918 har Østre Landsret haft sit sæde i bygningen. Billedet blev malet i 1747-50 af Johannes Rach og Heinrich Eegberg.

Opera og koncerter. Til erstatning for det nedbrændte Sophie Amalienborg åbnede Frederik 4. i 1703 et nyt operahus i København, hvis første forestilling blev en opera af italieneren Bartolomeo Bernardi. 1721-23 gæstede Reinhard Keiser byen med sin operatrup fra Hamburg, og i 1722 fik to franske skuespillere lov til at indrette et teater i København. Her blev opført komedier af bl.a. Molière og Holberg, mange af dem med musik. Men det kom snart i økonomiske vanskeligheder og måtte efter Københavns brand i 1728 lukke helt. Under den pietistiske kong Christian 6. var teaterdrift bandlyst. Først i 1747 blev teatret genåbnet, og det flyttede året efter under navnet Den Danske Skueplads ind i en ny bygning. Fra begyndelsen blev musikken leveret af stadsmusikanten og hans svende, men fra 1770 blev kongens orkester, Det Kgl. Kapel, knyttet fast til teatret.

Musikalske sammenkomster og offentlige koncerter fandt i København sted fra begyndelsen af 1700-t., bl.a. i Det Musikalske Societet (grdl. 1744), hvor J.E. Iversen, J.A. Scheibe og Holberg var de drivende kræfter. Det måtte lukke i 1749, besejret af "fjenden", den italienske opera, men snart dukkede nye selskaber og klubber op, hvor amatører kunne udfolde sig, fra tid til anden assisteret af professionelle musikere, bl.a. fra Det Kgl. Kapel.

Da Mingottis italienske operaselskab i 1747 og de følgende par sæsoner gav gæstespil, holdt operaen for alvor sit indtog i København. Med sig bragte Mingotti efter tur kapelmestrene Gluck, Scalabrini og Sarti. De to sidste forblev i hoffets tjeneste i en årrække, og Sarti leverede musik til det første syngespil med dansk tekst (1756). Mere mindeværdige var Johannes Ewalds syngespil Balders Død (1779) og Fiskerne (1780) med nationale temaer og med musik af den tyskfødte J.E. Hartmann. J.A.P. Schulz' Høstgildet (1790) og Peters Bryllup (1793) skaffede danske syngespil en udbredt popularitet. Nogle af sangene herfra blev, ligesom hans fine, enkle Lieder im Volkston, hurtigt kendt i befolkningen. Hans efterfølger F.L.Æ. Kunzen fulgte succesen op med en lang række værker (bl.a. Holger Danske). Schulz og Kunzen bragte også Haydns og Mozarts musik til landet. Deres egen musik er præget af de franske syngespil og af wienerklassikerne. Balletmusik blev komponeret af Claus Schall.

En dansk egenart i musikken skyldtes egentlig komponister, der var indvandret fra Tyskland. C.E.F. Weyse kom i 1789 som 15-årig til København og blev elev af Schulz. Han blev her til sin død i 1842 og blev den, der skabte den danske romance. Friedrich Kuhlau, der kom til København i 1810, blev aldrig helt så dansk, men han skrev musik til festspillet Elverhøi (1828), hvori bl.a. melodien til den danske nationalsang Kong Christian forekommer. Begge kom som pianister og blev siden berømte som teaterkomponister. Weyse blev desuden kendt som kirkemusiker, mens Kuhlaus navn især blev forbundet med fløjten. Nogle af Weyses romancer stammer fra hans syngespil, fx Sovedrikken (1809), Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og Festen paa Kenilworth (1836). Af Kuhlaus operaer fik især Røverborgen (1814) og den Rossiniinspirerede Lulu (1824) succes.

Det Kgl. Teater var siden slutningen af 1700-t. mødested for de dannede, akademikerne og toppen af borgerskabet. Efter 1836 kunne man desuden samles i Musikforeningen, der var stiftet med henblik på at få udgivet dansk musik, men udviklede sig til en koncertinstitution. Fra 1850 stod den under ledelse af Niels W. Gade, som var blevet internationalt anerkendt gennem sin koncertouverture Efterklange af Ossian (1840) og sin 1. symfoni (1842), de første nationalromantiske værker. I nogle år havde Gade sammen med Mendelssohn stået som dirigent for Gewandhauskoncerterne i Leipzig, men på grund af krigen i 1848 vendte han hjem, og han blev nu en central figur i musiklivet sammen med J.P.E. Hartmann. Begge var de med til i 1867 at stifte Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og de virkede desuden som organister, Hartmann ved Vor Frue Kirke, Gade ved Holmens Kirke. Hartmann skrev operaen Liden Kirsten (1846) samt musik til en række balletter og skuespil med nationale emner. Gade skrev i alt otte symfonier og korværker som Elverskud (1854).

I Cæciliaforeningen, stiftet 1851 af Henrik Rung, bragte man især den ældre vokalmusik til opførelse.

Romancen, sangen ved klaveret, blev i anden halvdel af 1800-t. dyrket af Peter Heise, der også skrev operaen Drot og Marsk (1877), og af P.E. Lange-Müller.

Kirkemusik. Pietismen var kommet til Danmark gennem Brorsons digtning og satte sit præg på kirkesangen gennem Pontoppidans Psalmebog (1742), som blev den sidste med noder til salmemelodierne. Orgelledsaget salmesang blev herefter almindelig, og koralbøgerne vidner om en langsom og stiv koralsang hen mod slutningen af 1700-t. Grundtvigs salmedigtning fremkaldte et behov for en livligere salmesang, og romancen trængte gradvis ind i kirkerne, som det ses i Berggreens (1853), Rungs (1857) og Barnekows (1878) koralbøger. I slutningen af 1800-t. reagerede Thomas Laub imod denne verdslige tendens. Hans restitution af de gamle melodier fandt udtryk i koralbogen Dansk Kirkesang (1918).

Folkelig sang. Nationale strømninger og politiske bevægelser, bl.a. dem, der førte til grundloven i 1849, og senere folkelige grupperinger, fx omkring højskoler og i arbejderbevægelse, skabte grundlag for fællessang, der fremkaldte et stort antal melodier og sangbøger 1800-t. igennem. Det blev baggrunden for reformen af den folkelige sang i begyndelsen af 1900-t. med komponister som Thorvald Aagaard, Carl Nielsen og Oluf Ring.

Læs mere om musik i Danmark eller om Danmark generelt.