Niels W. Gade

Niels W. Gade var en dansk komponist, dirigent, organist, pædagog og organisator. Han var en af de betydeligste skikkelser i 1800-tallets danske musikliv. Niels W. Gade repræsenterer dansk musikalsk højromantik.

Som eneste barn af en snedker og instrumentmager var Gade oprindelig tiltænkt en løbebane som faderens. Efter en kort tid som lærling opgav han dog håndværket til fordel for musikken. Han studerede musikteori hos A.P. Berggreen og blev tillige violinelev i Det Kongelige Kapel, hvor han havde F. Wexschall (1798-1845) som lærer.

Efter nogle år med intense studier fik Gade sit gennembrud som komponist med ouverturen Efterklange af Ossian, op. 1 (1840) og Symfoni nr. 1, op. 5 (1841-42), der er bygget over Gades egen melodi til Ingemanns sang Paa Sjølunds fagre Sletter.

Denne symfoni uropførte Felix Mendelssohn-Bartholdy med sensationel succes i 1843 med Leipzigs Gewandhausorkester.

Et rejsestipendium førte samme år Niels W. Gade til Leipzig, hvor han hurtigt blev optaget i kredsen omkring Mendelssohn og ægteparret Clara og Robert Schumann.

Gade gjorde derpå lynkarriere: I 1844 blev han Mendelssohns meddirigent for Gewandhausorkesteret, og samtidig blev han ansat som lærer ved byens nyoprettede musikkonservatorium. Efter Mendelssohns uventede død i 1847 overtog Gade alene ledelsen af Gewandhausorkesteret.

Men allerede ved udgangen af sæsonen 1847-1848 forlod han Leipzig, bl.a. på grund af krigsudbruddet i 1848, og vendte for bestandig tilbage til København, hvor han indtil sin død beklædte en række centrale embeder i byens musikliv.

I 1849-1850 deltog han i en reorganisation af Musikforeningen, som resulterede i dannelsen af et nyt symfoniorkester, Musikforeningens orkester, med Gade som fast dirigent. Fra 1851 virkede han tillige som organist ved Garnisons Kirke og fra 1858 ved Holmens Kirke. Takket være en enorm arbejdskapacitet kunne han sideløbende med disse hverv fortsætte sin karriere som endog meget produktiv komponist.

I 1852 giftede Gade sig med Emma Sophie Hartmann (1831-1855), datter af komponisten J.P.E. Hartmann. Ægteskabet var lykkeligt, men allerede i 1855 døde hustruen, kort tid efter at hun havde født tvillinger. To år efter giftede Gade sig med Mathilde Stæger (1833-1915), med hvem han fik sønnen Axel (1860-1921), den senere violinist og koncertmester i Det Kongelige Kapel. I 1867 var Gade medstifter af Københavns Musikkonservatorium (nu Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), hvor han resten af livet virkede som direktør og lærer.

De senere år af Gades liv var præget af stor regelmæssighed: Vintermånederne gik med de mange praktiske hverv i København, og om sommeren komponerede han, mens han opholdt sig på landet, bl.a. i Lyngby, Skovshoved og Fredensborg. Lejlighedsvis lod han sig overtale til at deltage i musikfester i Tyskland, Holland og England, hvor han som fejret komponist dirigerede egne værker.

Niels W. Gades produktion er omfattende og varieret: Symfonier, ouverturer, orkestersuiter, en violinkoncert, kammermusik, klaver- og orgelmusik samt en række såkaldte koncertstykker, en slags verdslige oratorier for soli, kor og orkester. Hertil kommer solo- og korsange, balletmusik og et enkelt syngespil.

Karakteristisk for Gades musik er et aldrig svigtende håndværksmæssigt mesterskab, især hans instrumentationskunst er fremragende. I de tidlige værker til og med Symfoni nr. 2 (1843) og koncertstykket Comala (1846) udviklede Gade en egenartet nordisk stil, ofte med litterær inspiration, bl.a. fra de danske folkeviser og Steen Steensen Blichers gengivelse af Ossian-digtene.

Men fra og med årene i Leipzig ændrede han sin stil i retning mod en ikke-national, klassiskpræget musik på linje med Mendelssohns og Schumanns. I eftertiden er Gade ofte blevet bebrejdet dette stilskift, men han følte selv, at han havde udtømt mulighederne inden for den nordiske stil og var nødt til at vende sig mod en mere neutral udtryksform.

Med årene udviklede han en udtalt selvkritik over for sine kompositioner. Han veg tilbage fra de æstetisk tunge og krævende genrer som strygekvartet og symfoni (hans sidste symfoni, den ottende, blev komponeret i 1869-1871). I stedet koncentrerede han sig i de senere år om koncertstykket, som var blevet lidt af en specialitet for ham. På dette felt var han en mester, og det var i høj grad med værker som Elverskud (uropført i 1854), Korsfarerne (1866), Kalanus (1869) og Zion (1874), at Gade befæstede sin position som en af samtidens fremtrædende komponister.

Gades virke som leder af Musikforeningens koncerter havde i høj grad karakter af folkeopdragende virksomhed. Her blev publikum indført i det wienerklassiske og højromantiske repertoire. Derimod var han ret tilbageholdende med hensyn til 1800-tallets modernister som Franz Liszt og Richard Wagner, og med tiden blev hans repertoirepolitik opfattet som forholdsvis konservativ.

Efter Gades død gled hans værker hurtigt ud af det internationale koncertsalsrepertoire. I Danmark har han dog til stadighed bevaret sin status som en af de betydeligste højromantiske danske komponister. Men i det meste af 1900-tallet har han kun været kendt i koncertsalene gennem nogle ganske få værker som Ossian -ouverturen, 1. symfoni, korballaden Elverskud og musikken til balletten Et Folkesagn (1853-1854).

Siden midten af 1980'erne har Niels W. Gades musik fået en vis renæssance. Alle hans hovedværker foreligger i moderne cd-indspilninger med danske og udenlandske musikere, stadig flere af hans værker høres ved koncerter i ind- og udland, og i 1995 udkom de to første bind af en samlet kritisk udgave af hans værker.