Rued Langgaard (Verificeret)

© Det Kongelige Bibliotek

Rued Langgaard fotograferet i 1918, det år han fuldførte hovedværket Sfærernes Musik. Året efter komponerede han, stærkt inspireret af Carl Nielsen, sin 6. symfoni, Det Himmelrivende. Senere tog Langgaard dog i bitterhed over sin skæbne afstand fra Carl Nielsen og den dominerende Nielsenfløj i dansk musikliv.

Rued Langgaard, egl. Rud Immanuel Langgaard, 1893-1952, dansk komponist og organist. Som søn af et københavnsk pianistægtepar fik Langgaard de bedste betingelser for at udvikle sit musikalske talent. Elleve år gammel debuterede han som orgelspiller, og som 14-årig fik han opført et større orkesterværk. Hans timelange symfoni nr. 1 blev uropført af Berlinerfilharmonikerne i 1913. Det blev den største ydre succes i komponistens løbebane. I Danmark betragtede musikmiljøet den stærkt produktive, men indesluttede komponist med skepsis. Trods usædvanlige evner lykkedes det ham ikke at vinde sympati for sin musik og sin person i en sådan grad, at han kunne få fodfæste i det etablerede musikliv. Langgaard blev en isoleret skikkelse, der omkring 1930 kom i et fastlåst og ulykkeligt modsætningsforhold til tidsånden, ikke mindst på grund af sin kompromisløse, religiøst og symbolistisk farvede musik- og kunstneropfattelse. I 1940 opnåede Langgaard at blive udnævnt til domorganist i Ribe, hvor han levede resten af sit liv.

Af Langgaards mere end 400 kompositioner havde kun omkring halvdelen været opført ved hans død, de fleste kun en enkelt gang. Operaen Antikrist (også betitlet Fortabelsen), otte af de 16 symfonier og andre væsentlige værker er først blevet opført, efter at Langgaard i slutningen af 1960'erne blev "genopdaget".

Især Sfærernes Musik bidrog hertil, idet Langgaard i dette værk fra 1916-18 foregriber 1960'ernes avantgardemusik både kompositionsteknisk og i kraft af en stærk fokusering på musikkens rumlige og klanglige dimensioner. Collageagtige og absurde træk, udtryk for desperation og splittelse og Langgaards stadige kredsen om undergangsvisioner placerer den ellers i reglen senromantisk klingende og stedvis demonstrativt tilbageskuende musik som et helt egenartet udtryk i 1900-t. Langgaard veg ikke tilbage for det ekstreme og bizarre, og han satte sig gang på gang ud over en traditionel opfattelse af form og tidsforløb i klassisk musik. Farverige titler som fx Afgrundsmusik (klaver) og Syndflod af Sol (symfoni nr. 16) vidner om komponistens tro på musikkens erkendelsesmæssige og visionære kraft.

Især i 1990'erne er Langgaards værker og det symbolistisk-musikalske univers, de er udsprunget af, blevet beskrevet og afdækket gennem nodeudgivelser og talrige indspilninger. Det har givet et nuanceret billede af den uudgrundelige og sammensatte komponist og bekræftet hans placering blandt de outsidere, hvis kunst kaster et perspektivrigt lys over den danske musikhistorie.