Ib Nørholm (Verificeret)

Ib Nørholm, f. 24.1.1931, dansk komponist. Som 18-årig komponerede han kammeroperaen Sneglen og rosenhækken (1949) efter H.C. Andersen og blev året efter optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede indtil 1956 hos bl.a. Vagn Holmboe. I årene 1957-88 var Nørholm organist, fra 1961 konservatorielærer og 1981-2000 professor i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han var 1956-64 tillige musikkritiker ved dagbladet Information.

Indtil Symfoni nr. 1 (1958) fulgte Nørholm traditionen fra Carl Nielsen og Vagn Holmboe, men hans interesse for de nye internationale strømninger førte ham i løbet af det næste årti til at afprøve andre kompositionsprincipper, fra systematisk konstruktion (seriel teknik) i Tabeltrioen (1959) til løst skitserede forløb (grafisk notation) i Relief II (1963) for kammerorkester, og brug af ikke-musikalske virkemidler i Direction: inconnue for soloviolin med mekanisk legetøj, opført ved den internationale musikfest ISCM i København 1964. Strofer og marker for klaver (1965-66) er det første af en række værker, der blev taget til indtægt for stilretningen "ny enkelhed". Flere stilretninger, såkaldt "stilpluralisme", findes i fjernsynsoperaen Invitation til skafottet efter en roman af Vladimir Nabokov (udsendt 1967).

Gennem 1960'erne og 1970'erne spillede Nørholm en fremtrædende rolle i musiklivet som talsmand for de eksperimenterende retninger, bl.a. som formand for Det Unge Tonekunstnerselskab. Hans egen musik bevarede imidlertid et personligt præg gennem de skiftende udtryksformer, der i Isola bella (symfoni nr. 2, 1968-71) er sammenstillet side om side som umiddelbart begribeligt udtryk for vekslende tilstande og hændelser i en udvikling, der i programnoten forklares som skildringen af et livsforløb. Denne udtryksform videreudvikledes i de efterfølgende operaer Den unge park (1969-70), Havemuren (1976) og Sandhedens hævn (1986) såvel som i symfonierne til en fortællende stil med glidende overgange mellem traditionelle og nyskabende træk, ofte med hurtigt skiftende tonearter, fordelt mellem to eller flere selvstændige lag.

Nørholms symfonier er det betydeligste bidrag til genren siden Carl Nielsen og Vagn Holmboe. Deres episk-dramatiske karakter antydes i titlerne, fra nr. 3 til nr. 10: Dagens mareridt (1973), Modskabelse (1979), Elementerne (1980), Moraliteter (1981), Ekliptiske instinkter (1982), Tro og længsel (1994), Solhaven (1990) og Mod kimingen (1997), men er også fremtrædende i koncerterne med orkester for violin (1971 og 1993), orgel (1980 og 1996), akkordeon, cello, bratsch og for to marimbaer. Nørholm har desuden videreudviklet genren symfonisk fantasi, som han bl.a. arbejdede med i At høre Andersen (1987), med værket At høre Gaudi (2000, inspireret af Antoni Gaudís arkitektur).

Sideløbende hermed udfolder Nørholm en lyrisk udtryksform i en række værker knyttet til dansk digtning, helt fra de tidlige korsange til tekster af Halfdan Rasmussen over solosangene med klaver Blomster fra den danske poesis flora (1966) og kantaten Sommerscenerier (1967) efter Oehlenschläger til værker som Elverspejl (1997) med Poul Borums gendigtning af folkevisen Elverskud; også i hans talrige kammermusikværker forenes dansk romantisk tradition med en rig brug af nutidige udtryksmidler.

Nørholms omfattende brug af Poul Borum-tekster, der begyndte med samarbejdet om tv-operaen Invitation til skafottet, er fortsat efter Borums død i 1996 med Måske et requiem (1997), der genoptager instrumentalteaterformen fra de 30 år ældre Tavler til Orfeus, og med de tre samlinger MacMoon-sange (1993-99). Til H.C. Andersen-fejringen i 2005 lod Nørholm sig atter en gang inspirere af eventyrdigteren med Klokken for sopran, fortæller og symfoniorkester.

Blandt Nørholms hædersbevisninger er Carl Nielsen-prisen 1971 og et omfattende festskrift i forbindelse med hans 70-års fødselsdag.