Mogens Winkel Holm, 1936-1999, dansk komponist, uddannet oboist, bror til Eske Holm. Han virkede som organisator i talrige sammenhænge, bl.a. i Det Unge Tonekunstnerselskab og som formand for Dansk Komponistforening. Som komponist var han særlig optaget af ballet, og hans værker, der også omfatter opera, orkester-, kammer- og vokalmusik, har ofte et gestisk element, mens senere værker præges af meditativ naturlyrik.