Faktaboks

Niels Viggo Bentzon
Født
24. august 1919
Død
25. april 2000

Niels Viggo Bentzon, 24.8.1919-25.4.2000, dansk komponist og pianist, søn af Viggo Bentzon, en af de betydeligste skikkelser inden for nyere dansk musik.

Niels Viggo Bentzon blev uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1938-42 i klaver, musikteori og orgel med klaverdebut 1943. Før konservatorietiden modtog han undervisning af bl.a. moderen, pianisten Karen Bentzon, der var barnebarn af J.P.E. Hartmann. Han fik desuden i en kort periode undervisning af jazzpianisten Leo Mathisen.

Som komponist er Niels Viggo Bentzon selvlært, og på nær nogle få forsøg i 15-årsalderen begyndte han først at komponere i sommeren 1939 (Klaverfantasi op. 1A). Til gengæld har han produceret uophørligt lige siden (selv taler han ligefrem om "produktionsforløb"), hvilket foreløbig har resulteret i ca. 575 opusnumre (1993). Sideløbende har han været aktiv som underviser, som klaverlærer ved Jydsk Musikakademi i Aarhus og siden som lærer i teori og formlære ved konservatoriet i København (1950-88, fra 1960 som docent).

Han har skrevet musikfaglige bøger og artikler samt digte, noveller og anden fiktion og har desuden deltaget flittigt i kulturdebatten, hvilket har resulteret i utallige artikler og kommentarer i dagspressen. Endvidere har han udstillet som tegner og maler samt periodevis været involveret i happenings m.v.

I 1940'erne og 1950'erne varetog han flere musikkulturelle tillidshverv og var bl.a. medlem af den internationale jury i forbindelse med Verdensmusikdagene (ISCM) i Baden-Baden i 1955.

Som pianist har Bentzon hyppigt givet koncerter i både Danmark og udlandet, og han har her gjort sig bemærket som en kongenial fortolker af sin egen musik, skønt hans repertoire også har omfattet værker af andre komponister, fx Beethoven, J.P.E. Hartmann, Schönberg og Hindemith.

Det er dog især som komponist, at Bentzon har indskrevet sig som en af de helt store i dansk musik. Allerede i 1947 vakte han international opmærksomhed under ISCM-festivalen i København med opførelsen af sit store klaverværk Partita op. 38.

Den kolossale værkliste, der rummer adskillige klassikere inden for nyere dansk musik, omfatter først og fremmest 23 nummererede symfonier og mange andre orkesterværker, 4 balletter, 9 klaverkoncerter samt koncerter for mange andre instrumenter, 14 strygekvartetter, 5 blæserkvintetter og talrige sonater for soloinstrument og klaver samt forskellige andre kammer- og solomusikværker, 22 nummererede klaversonater, 12 samlinger af Det tempererede klaver, mange andre klaverværker (fx Toccata, Passacaglia, Partita og Træsnit) samt flere stykker for orgel. Sammenlignet hermed forekommer vokalmusikken sparsom, men nævnes bør operaerne Faust 3 (1962), Automaten (1974) og Savonarola (1986) samt kantaten Bonjour Max Ernst (1961).

Niels Viggo Bentzon er en fremragende improvisator, og mange af hans kompositioner fremstår som en slags frossen improvisation. Stilgrundlaget er neoklassikken, og der går en lige linje fra op. 1A til de allerseneste værker. Der har dog været enkelte udsving undervejs, og man kan med en vis rimelighed dele hans produktion i to perioder, før og efter 1960.

Oprindelig var han påvirket af Hindemith, Brahms, Bartók, Carl Nielsen og lidt ældre samtidige danske komponister som fætteren Jørgen Bentzon og Franz Syberg. Senere kom også indtryk fra Britten, Schönberg, Berg og Stravinsky til. Men først og fremmest er Bentzons stil dybt personlig og fra første færd båret af en ekspressivitet, som er usædvanlig inden for efterkrigstidens danske musik.

Tonesproget er fritonalt og helt frem til ca. 1960 overvejende diatonisk. Harmonikken er ret kompakt med en tendens til terts- og septimmætning, og satsteknikken er til tider forholdsvis kompleks. I 1940'erne og 1950'erne er den klassisk-romantiske form- og genreverden helt dominerende, og selv om Bentzon i 1948-52 i nogen grad betjente sig af metamorfoseteknikken (fx 4. symfoni og 3. strygekvartet), er det først fra 1959-60 og ca. tre år frem, at et mere regulært stiludsving kan konstateres.

Dette udsving har nærmest karakter af et stilistisk intermezzo og ytrer sig bl.a. gennem øget brug af kromatik og tilløb til tolvtonemætning. Egentlig dodekafoni bliver det dog ikke til; Bentzon forbliver tro mod sine neoklassiske idealer og brugen af tonalitet.

Men sideløbende udfolder han sig i de næste 20 år hyppigt inden for fluxus og happeninglignende udtryksformer, og dette såvel som kontakten til alternative kunstmiljøer og en meget mediebevidst selviscenesættelse gav ham i de år langt større omtale og mediedækning end nogen anden komponist inden for den danske samtidsmusik. Det har imidlertid skygget for udsynet til komponisten Niels Viggo Bentzon og gjort holdningen til ham noget usikker; her har musikkens ret ujævne kvalitet dog også spillet væsentligt ind.

I 1964 påbegyndte Niels Viggo Bentzon en ny vigtig værkserie, de symbiotiske værker ("symbiose" står for det nære samliv med en række store afdøde komponister som fx Chopin, Schumann og frem for alt Bach). Især må fremhæves de tolv samlinger Det tempererede klaver (1964-91), der hver består af 24 præludier og 24 fugaer, og som rummer noget af det bedste, Bentzon har skabt i den anden periode. I begyndelsen af 1990'erne har hans musik været præget af stor enkelhed, og desuden virker det, som om han på et vist plan er vendt tilbage til sit udgangspunkt fra 1940'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig