Friedrich Kuhlau. Pastel af Christian Horneman, udført i 1828, da Kuhlau blev udnævnt til professor efter opførelsen af Elverhøi. Tabet af det højre øje skyldtes et fald på gaden i Lüneburg i 1796.

.

Richard Wagner. Scenebillede fra en opsætning af Mestersangerne i Nürnberg på Staatsoper Unter den Linden i Berlin 1998 med Andreas Schmidt i rollen som Sixtus Beckmesser. Daniel Barenboim havde den musikalske ledelse, og Harry Kupfer stod for iscenesættelsen. Mestersangerne er Wagners eneste komedie. Heri skildres i sang og musik reglerne for den sangform, der blev dyrket af 1500-t.s håndværkere, herunder barformen.

.

Opera. Nyopsætninger af musikdramatiske værker tiltrækker sig betydelig opmærksomhed, bl.a. fra anmeldernes og karikaturtegnernes side. Opførelsen af Peter Heises Drot og Marsk på Det Kgl. Teater i 1972 med Bonna Søndberg som fru Ingeborg, Niels Møller som kong Erik og Otte Svendsen som Rane Johnsen kommenterede Erik Werner med denne tegning.

.

Opera, musikdramatisk genre, hvori tekst, sang og instrumentalmusik indgår i en scenisk fremstilling.

Faktaboks

Etymologi
Ordet opera kommer via italiensk fra latin opera, pluralis af opus.

Ordet opera betegner også de institutioner, som opfører operaværker.

Genren opstod som følge af en misforståelse i slutningen af 1500-t. i adelige kredse i Firenze, hvor gruppen Camerata søgte at genopvække det antikke græske drama, som man fejlagtigt mente var blevet sunget.

Sceniske spil med musik og sang kendtes dog tidligere i mere beskedne former, bl.a. i middelalderens liturgiske dramaer og renæssancens madrigalkomedier (se madrigal).

Den første opera, Dafne (1598) med musik af bl.a. Jacopo Peri, er gået tabt, mens hans og Giulio Caccinis Euridice (1600) er bevaret.

I de tidligste værker udgjorde teksten den væsentligste bestanddel, mens musikken, en recitativisk talesang støttet af akkorder (monodi), var ret ensformig.

Operahistoriens første store personlighed var Claudio Monteverdi, der med L'Orfeo (1607) og senere værker gav musikken en selvstændig udtrykskraft i en vekslen mellem recitativiske og arielignende soloafsnit og kor.

Barok

Det første offentlige operahus åbnede i Venezia i 1637. Med det nye publikum blev operaerne mere underholdende, og sangersolisterne fik mulighed for at udfolde sig virtuost. Bl.a. i den napolitanske opera fra slutningen af 1600-t., fx i Alessandro Scarlattis mere end 100 sceniske værker, deltes musikken i recitativer, der befordrede handlingen, og arier, der uddybede personernes skiftende følelser (affekter).

Operagenren spredtes hurtigt til andre lande. Paris fik sit første operateater i 1669 (se Opéra National de Paris), og her skabte den italienskfødte Jean-Baptiste Lully en fransk operastil præget af landets klassiske tragedie og ballet. Hamburg fik i 1678 en fast operainstitution, der senere blev domineret af Reinhard Keiser og Georg Philipp Telemann. Henry Purcell var den store ener i England i forlængelse af det traditionelle maskespil, masque.

I løbet af 1700-t. opstod ved siden af den ældre, tragiske opera seria den komiske opera buffa. I den første udfoldede de virtuose sangere, specielt kastratsangerne, sig med deres kunstfærdige udsmykninger af melodien. Den anden bestod oprindelig af kortere intermezzi indlagt mellem akterne af den alvorlige opera, men udviklede sig til en selvstændig form, der med realistisk liv og komik stod i kontrast til den stadig mere skabelonagtige opera seria.

Mest kendt er Giovanni Battista Pergolesis komiske La serva padrona (1733), der efter en opførelse i Paris i 1752 gav stødet til "buffoniststriden" (se Frankrig (musik)).

Den franske opéra-comique er beslægtet med den italienske opera buffa, men har talt dialog i stedet for sungne recitativer.

I England blev den italienske opera seria, der blandt andet var repræsenteret af Händel, parodieret i opera ballads som fx John Gays The Beggar's Opera (1728).

Klassik og romantik

Opera seriaen fik dog nyt liv med Christoph Willibald Glucks operareform, indledt med Orfeus og Eurydike (1762), hvori det enkle og udtryksfulde blev understreget på bekostning af sangens rene virtuositet.

Hos Wolfgang Amadeus Mozart kombineres opera seria og opera buffa med fremragende karakterisering af personerne i hovedværker som Figaros bryllup (1786), Don Giovanni (1787) og Così fan tutte (1790).

Mozarts tyske syngespil Tryllefløjten (1791) gav tillige med Ludwig van Beethovens eneste bidrag til genren, Fidelio (1805), impulser til den tyske romantiske opera med Carl Maria von WebersDer Freischütz (Jægerbruden, 1821) som et højdepunkt.

Richard Wagners tidlige musikdramatiske værker tog udgangspunkt i den tyske romantik, videreført i værker som Tannhäuser (1845) og Lohengrin (1850), men han blev nyskabende med Tristan og Isolde (1865), den mere muntre og realistiske Mestersangerne i Nürnberg (1868), trilogien Nibelungens ring (første samlede opførelse 1876) og Parsifal (1882).

Richard Wagner skrev sine egne tekster og skabte med sit Gesamtkunstwerk et tæt samspil af kunstarterne. I musikken udvikler han sin "uendelige melodi", der sammen med anvendelsen af ledemotiver psykologisk udbygger såvel det ydre som det indre drama.

Richard Strauss, der i begyndelsen var stærkt inspireret af Wagner, gik en anden vej; med Salome (1905) og Elektra (1909) skabte han højspændte psykologiske dramaer, til gengæld er Rosenkavaleren (1911) en musikkomedie efter Mozarts forbillede.

1900-tallet

Hovedværker i 1900-t. er Alban Bergs ekspressionistiske Wozzeck (1925) og den ufuldendte Lulu.

Tjekken Leoš Janáček har skabt en meget personlig stil, og tyskeren Paul Hindemith, briten Benjamin Britten og den russiskfødte Igor Stravinskij har komponeret væsentlige værker for scenen.

I århundredets anden halvdel har komponisternes eksperimenteren med genren, fx Mauricio Kagels, gjort det vanskeligere at indkredse den. Måske netop af den grund er den "klassiske" opera i slutningen af 1900-t. genstand for en betydelig popularitet verden over (se i øvrigt musikdramatik).

Den hjemlige scene

Den danske opera blev grundlagt af indflyttede tyskere som Johann Ernst Hartmann (Fiskerne, 1780) og F.L.Æ. Kunzen (Holger Danske, 1789). Beslægtede med operagenren, hvortil E. du Puy bidrog (Ungdom og galskab, 1806), er syngespil af C.E.F. Weyse (Sovedrikken, 1809) og F.D.R. Kuhlau (Elverhøi, 1828), sidstnævnte komponist er også ophavsmand til egentlig operaer (bl.a. Lulu, 1824).

Gennemkomponerede operaer skyldes J.P.E. Hartmann (Liden Kirsten, 1846) og P. Heise (Drot og Marsk, 1878). Væsentlige værker skrev desuden C.F.E. Horneman (Aladdin, 1888) og Carl Nielsen (Saul og David, 1901 og Maskarade, 1906).

I nyere tid har danske komponister, bl.a. Per Nørgård, Tage Nielsen, John Frandsen, Bent Lorentzen og Poul Ruders bidraget til genren.

Satstyper

En traditionel opera har sine faste bestanddele. Den indledes oftest af en ouverture, der i 1600-t. var ganske kort og først betegnedes toccata eller intrada, siden sinfonia. Den italienske tresatsede sinfonia dannede i 1700-t. grundlag for udviklingen af symfonien. I modsætning hertil bestod den franske ouverture af to eller tre afsnit af henholdvis pompøs og lettere karakter. En særlig form er den såkaldte potpourri-ouverture, hvori temaer fra selve operaen indgår, som fx i WebersJægerbruden.

Arien, en solosang med orkesterakkompagnement, er den væsentligste bestanddel af en opera, specielt fra tiden 1700-1900. I baroktiden udvikledes med bl.a. Scarlatti og Händelda capo-arien, en tredelt form, hvor sidste del er en gentagelse af den første, dog med mulighed for udførelse af virtuose udsmykninger af sangpartiet. Mozart var friere i sine arieformer og beskrev ikke sjældent sine personer i todelte arier, ofte med en langsom og en hurtig del eller omvendt.

En opera med musikken delt op i selvstændige, afsluttede afsnit (arier, duetter, ensembler, korsatser, recitativer) betegnes nummeropera. Wagner erstattede efterhånden de afsluttede arier med en "talesang", der sammen med orkesterets ledemotivisk udformede akkompagnement skabte den gennemkomponerede opera, hvor musikken udgør en fortløbende helhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig