Faktaboks

Christophe Rousset
Født
1961

Christophe Rousset, f. 1961, fransk cembalist og dirigent. Efter studier i cembalo på Schola Cantorum i Paris og hos bl.a. Kenneth Gilbert (f. 1931) og Gustav Leonhardt vandt Christophe Rousset i 1983 førsteprisen i Den Internationale Cembalokonkurrence i Brugge. Fra 1986 til 1991 var han fast cembalist i William Christies ensemble Les Arts Florissants, hvor han også debuterede som dirigent.

I 1991 dannede Christophe Rousset vokal-og instrumentalensemblet Les Talens Lyriques, som han blev kunstnerisk leder af, samtidig med at han fortsatte sin karriere som cembalist. Han er en af tidens betydeligste og mest efterspurgte cembalister, som har fået talrige priser for sine indspilninger af cembaloværker af Jean-Philippe Rameau, François Couperin og Johann Sebastian Bach.

Christophe Roussets projekt har lige fra starten været at udforske og udbrede kendskabet til den europæiske verdslige og sakrale musik fra 1600- og 1700-t. med forkærlighed for mindre kendte og glemte operaer af Georg Friedrich Händel, Wolfgang Amadeus Mozart, Jean-Baptiste Lully, Domenico Cimarosa, Niccolò Jommelli o.a. Han er i Frankrig blevet udnævnt til Officier de l'Ordre des Arts et des Lettres og Chevalier dans l’Ordre National du Mérite.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig