Faktaboks

Herbert Blomstedt
Født
11. juli 1927

Herbert Blomstedt, f. 11.7.1927, svensk dirigent, født i USA. Efter studier på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og Uppsala universitet, i Paris og i USA (Juilliard School of Music) debuterede han i 1954 med Kungliga filharmonikerna.

Herbert Blomstedts chefperiode hos Danmarks Radios Symfoniorkester (1967-76) faldt kort før et tiltrængt generationsskifte blandt musikerne. Derfor kom hans betydelige evner til friere udfoldelse ved Sächsische Staatskapelle Dresden (1975-85) og San Francisco Symphony Orchestra (1985-95).

I periden 1998-2005 var Blomstedt chefdirigent for Gewandhausorkesteret i Leipzig. Siden har han været æresdirigent for bl.a. Radiosymfoniorkestret, Sveriges Radios symfoniorkester og Gewandhausorkesteret. Blandt hans talrige indspilninger står San Francisco-optagelserne af Carl Nielsens seks symfonier centralt.

Herbert Blomstedt har modtaget mange priser og æresbevisninger, bl.a. Carl Nielsen Selskabets hæderspris (2003), den svenske Serafimermedaljen (2012) og Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2014). Sin meget store samling af bl.a. musiklitteratur og partiturer donerede han 2010-11 til Göteborgs universitetsbibliotek.

I 2016 modtog Herbert Blomstedt Léonie Sonnings Musikpris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig