Storbritannien – musik, Storbritannien har en glorværdig musikalsk tradition, der udviser en vis uafhængighed af udviklingen i resten af Europa.

Middelalder

Den gregorianske sang blev indført 597. Blandt de lokale varianter af den romerske tradition blev den, der især var knyttet til domkirken i Salisbury, den mest udbredte i engelske kirker. Omkring 1000 var Winchester et betydeligt musikcentrum, og den tidligste store samling af flerstemmig kirkemusik stammer herfra (Winchester Troper, ca. 1025). En walisisk klerk giver nogle interessante glimt af musiklivet på De Britiske Øer i 1100-t., især af irsk instrumentalmusik og af improviseret flerstemmig sang hos waliserne. Denne sidste sammenlignes med en særlig måde at synge tostemmigt på, som kunne høres i England i området "nord for Humberfloden"; den tilskrives danskere og nordmænd, der længe havde beboet disse områder.

Britiske musikere var i kontakt med fransk musik i 1200-t.; således er den formodentlig ældste afskrift af en samling flerstemmig kirkemusik (organa) forbundet med Notre-Dame-kirken i Paris (Magnus liber organi) tilsyneladende skrevet i Skotland. Dog indeholder håndskriftet også en unik samling stilistisk anderledes musik af britisk oprindelse. En samtidig, sandsynligvis engelsk iagttager af musik i Paris ca. 1275 henviser også til britisk musiks særpræg. Dette træder tydeligt frem i den samtidige verdslige Sumer is icumen in, en af middelalderens mest bemærkelsesværdige sange.

Kilderne til britisk musik i 1300-t. er forholdsvis få og fragmentariske, men musikken viser ofte en dyrkelse af treklangen, evt. i parallelle terts- og sekstintervaller, hvad der forstærker indtrykket af en stilistisk uafhængighed af kontinentet. Et af de få næsten fuldstændige håndskrifter (Old Hall-manuskriptet) indeholder en stor samling kirkemusik skrevet ca. 1370-ca. 1420. Heri findes musik af komponister som John Dunstable og Leonel Power (d. 1445), som udøvede betydelig indflydelse på renæssancemusikkens udvikling på kontinentet i 1400-t.

Renæssance

Under Tudordynastiet (1485-1603) oplevede britisk musik en glansperiode. Kirkemusikken nåede et højdepunkt med bl.a. Robert Fayrfax (1464-1521) og John Taverner, inden Henrik 8. brød med paven 1534. En enklere liturgi blev udarbejdet for den protestantiske anglikanske kirke (Book of Common Prayer, 1549, revideret 1552). Thomas Tallis, Christopher Tye og John Sheppard (ca. 1515-ca. 1560) var blandt de komponister, som var med til at grundlægge den anglikanske kirkemusik (services, anthems), men under katolicismens kortvarige genindførelse under Maria 1. den Blodige genoptog de det romerske rituales messer, motetter og antifoner. Med Elizabeth 1. blev kirken igen protestantisk, dog blev latin ikke fuldstændig afskaffet, og tidens største komponist, William Byrd, forblev katolik.

Britiske komponister indtog en fremtrædende plads i dyrkelsen af instrumentalmusik (Thomas Tallis, John Bull, Giles Farnaby, Orlando Gibbons, John Dowland, Thomas Tomkins mfl.) for orgel, cembalo (virginal), strygeensemble (viol consort), blandet ensemble (broken consort) og lut. Folkelige sange som carols og flerstemmig, verdslig sang blev dyrket under og af Henrik 8. Solosang med ledsagelse af lut (ayre) eller viol consort (Byrd, Dowland) blev trykt i store mængder, og under inspiration fra Italien fik madrigalen på engelsk en blomstringsperiode 1590-1630 (Thomas Morley, Thomas Weelkes o.a.).

Barok og klassik

Operaen vandt ikke indpas i England, hvor genren masque blev fastholdt i 1600-t. som den foretrukne form for forening af poesi, sang, dans, orkesterspil og scenekunst. Under Cromwells puritanske republik (1649-60) blev kirkemusik afskaffet, og teatrene lukket. Disse institutioner måtte bygges op igen ved monarkiets genindførelse 1660 som beskrevet i Samuel Pepys' dagbog. Især Henry Purcell mestrede alle musikkens genrer, herunder opera, men efter hans tidlige død var der ingen engelsk komponist af format, der kunne udfordre Georg Friedrich Händel, da han kom til England 1712. Han var i næsten et halvt århundrede den dominerende skikkelse i engelsk musikliv og opnåede især med sine oratorier at blive betragtet som en del af den engelske tradition.

Mange komponister fra kontinentet tog ophold i England i denne periode og bidrog til et blomstrende musikliv. Tyskeren J.C. Pepusch arrangerede folkeviser til John Gays umådeligt og evigt populære The Beggar's Opera (1728) og lancerede derved den særlige "ballad" eller "engelske" opera med talt dialog; offentlige koncerter blev etableret af J.C. Bach og Karl Friedrich Abel, og flere forlystelseshaver (pleasure gardens) som fx Vauxhall bød på musik. Til de betydelige britiske komponister hører William Boyce og Thomas Augustine Arne. 1700-t. er kendetegnet ved en voksende interesse for fortidens musik; bl.a. udgav Boyce en antologi af kirkemusik fra de to forrige århundreder (Cathedral Music, 1760-73). Samtidig udgav Charles Burney og John Hawkins (1719-89) de to første fyldestgørende, og stadig nyttige, musikhistorier.

Gennem en rig produktion af flerstemmige sange (bl.a. glees) og ved de musikalske præstebrødre John og Charles Wesleys målbevidste satsning på salmesang i kirken blev briterne i 1700-t. opfordret til at synge som en selskabelig beskæftigelse. Samuel Wesley, en søn af Charles, blev en betydelig komponist og organist; han var fortaler for J.S. Bachs musik, hvis genopdagelse i 1800-t. blev fremmet af Wesleys opførelser og udgivelser. Hans søn, Samuel Sebastian Wesley (1810-76), blev sin tids vigtigste kirkemusiker både som organist, komponist og agitator for bedre vilkår for kirkemusik.

Romantik

Den irske pianist og komponist John Field opnåede anseelse på kontinentet, hvor bl.a. hans nocturner havde indflydelse på Frédéric Chopin. Også W. Sterndale Bennett (1816-75), en tidlig elev fra Royal Academy of Music, grundlagt 1822 med henblik på at højne musikeruddannelsen i England, blev som pianist og komponist internationalt berømmet, og i en tid holdt han engelsk musik i hævd; i en stor del af 1800-t. blev koncertlivet i England dog domineret af musikere fra kontinentet.

En særlig britisk kortradition, der byggede på Purcells oder og Händels oratorier, udfoldede sig i et netværk af "choral societies", korfestivaler og koncerter. På baggrund af denne tradition dukkede i 1800-t.s to sidste årtier nogle komponister frem, som gav løfte om igen at kunne fremhæve britisk musik i europæisk sammenhæng. Blandt dem blev C. Hubert Parry og Charles V. Stanford førende skikkelser i britisk musikliv, højt respekteret som komponister, som professorer ved hhv. Oxford og Cambridge Universiteter og værdsatte lærere for mange af de næste generationers komponister på Royal College of Music (grundlagt 1882). Arthur Sullivan havde sin største succes på teatret, hvor han i de 13 "lette operaer", skabt i samarbejde med den vittige W.S. Gilbert, efterlod et varigt monument. Den, der mere end nogen anden kom til at indfri nationens forventninger om en komponist af internationalt format, blev Edward Elgar.

1900-tallet

En voksende interesse for musikhistorie og musikvidenskab førte bl.a. til udgivelsen i slutningen af 1800-t. af ældre engelsk musik, og genopdagelsen af denne stolte fortid hjalp unge britiske komponister omkring 1900 til at overvinde følelsen af kontinental overlegenhed. Mange fandt i deres egen tradition, herunder folkemusikken, inspiration til skabelsen af et nationalt musikalsk udtryk (Ralph Vaughan Williams, Gustav Holst o.a.), som lykkedes i en sådan grad, at der ligefrem tales om en "anden renæssance" i britisk musik i 1900-t. Også sagn og landskab fra "the Celtic fringe" (Irland, Wales, Skotland) gav stof til senromantiske og impressionistiske værker (Arnold Bax, Granville Bantock, John Ireland). Meget personlig var Frederick Delius, som var stærkt knyttet til Skandinavien. 1. Verdenskrig medførte kontakter med nye tendenser inden for europæisk, først og fremmest fransk musik (Arthur Bliss, William Walton, Constant Lambert). Hele det britiske musikliv fik et gevaldigt skub gennem oprettelsen 1922 af British Broadcasting Company (senere Corporation, BBC), der 1946 blev suppleret med det enestående Third Programme, hvor en seriøs behandling af musik fik en høj prioritering. En førende skikkelse efter 2. Verdenskrig var Benjamin Britten, hvis musik, ikke mindst operaer nød international anerkendelse. Indflydelsen fra Schönberg og Webern blev først efter krigen følt i britisk musik (Humphrey Searle mfl.) og har ikke mere end andre nye kompositionsteknikker dannet skole. Blandt komponister i sidste halvdel af 1900-t. kan nævnes Michael Tippett, Richard Rodney Bennett, Peter Maxwell Davies og Harrison Birtwistle.

Læs om Storbritanniens populærmusik.

Læs om Storbritanniens folkemusik.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig