Kadence. Nodeeksemplet viser følgende kadenceformer: 1.a helslutning, autentisk kadence; 1.b helslutning, plagal kadence; 2. halvslutning; 3. den tonale kadence; 4.askuffende kadence og 4.b frygisk kadence.

.

Kadence, musikalsk betegnelse med to betydninger: slutningsdannelse i et musikstykke og solistens improvisation i en koncert med orkester:

Faktaboks

Etymologi
Ordet kadence kommer via fransk cadence fra italiensk cadenza, af latin cadere 'falde'.

I den første betydning skelnes der mellem melodiske og harmoniske kadencer. Kadencen i fx en gregoriansk koral er melodisk, idet melodien "falder" trin- eller springvis ned til sluttonen. De harmoniske kadencer, som opstod med firestemmigheden sidst i 1400-t., udgøres af nogle få grundtyper og deres talrige varianter. Især siden 1600-t.s begyndelse har kadencen været den dur-mol-tonale musiks styrende element. Harmoniske kadencer omfatter mindst to akkorder.

Ved helslutning ender musikken på toneartens første trin (tonika), i den autentiske kadence med akkorderne dominant-tonika og i den plagale kadence med subdominant-tonika. Ved en halvslutning indtræder en midlertidig slutning på femte trin (dominant).

Den tonale kadence sammenstiller (fire) tre akkorder: (tonika)-subdominant-dominant-tonika. Andre almindelige kadencer er skuffende slutning og frygisk kadence.

Solokadencen i en koncert bygger på 1700-t.s improvisationspraksis i operaer og instrumentalmusik. Brugen af ordet i denne forbindelse skyldes placeringen umiddelbart før satsens slutning midt i en kadence (i første betydning).

Solokadencerne blev oprindelig improviseret over musikkens temaer, men Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven begyndte at nedskrive dem, en praksis, som endnu lever blandt vore dages koncertsolister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig