kadence (Verificeret)

© Edition Egtved

Kadence. Nodeeksemplet viser følgende kadenceformer: 1.a helslutning, autentisk kadence; 1.b helslutning, plagal kadence; 2. halvslutning; 3. den tonale kadence; 4.askuffende kadence og 4.b frygisk kadence.

kadence, (via fr. cadence fra ital. cadenza, af lat. cadere 'falde'), musikalsk betegnelse med to betydninger: slutningsdannelse i et musikstykke og solistens improvisation i en koncert med orkester:

I den første betydning skelnes der mellem melodiske og harmoniske kadencer. Kadencen i fx en gregoriansk koral er melodisk, idet melodien "falder" trin- eller springvis ned til sluttonen. De harmoniske kadencer, som opstod med firestemmigheden sidst i 1400-t., udgøres af nogle få grundtyper og deres talrige varianter. Især siden 1600-t.s begyndelse har kadencen været den dur-mol-tonale musiks styrende element. Harmoniske kadencer omfatter mindst to akkorder. Ved helslutning ender musikken på toneartens første trin (tonika), i den autentiske kadence med akkorderne dominant-tonika og i den plagale kadence med subdominant-tonika. Ved en halvslutning indtræder en midlertidig slutning på femte trin (dominant). Den tonale kadence sammenstiller tre akkorder: subdominant, dominant og tonika. Andre almindelige kadencer er "skuffende slutning" og frygisk kadence.

Solokadencen i en koncert bygger på 1700-t.s improvisationspraksis i operaer og instrumentalmusik. Brugen af ordet i denne forbindelse skyldes placeringen umiddelbart før satsens slutning midt i en kadence (i første betydning). Solokadencerne blev oprindelig improviseret over musikkens temaer, men Mozart og Beethoven begyndte at nedskrive dem, en praksis, som endnu lever blandt vore dages koncertsolister.