Funktionsharmonik, i dur- og molperiodens musik (ca. 1600-ca. 1900) et princip for kombination af akkorder. I forhold til et tonalt centrum (tonika) har hver akkord ifølge dette princip en bestemt funktion (fx dominant, subdominant), og akkordfølger fornemmes som bevægelser "hen imod" eller "væk fra" dette centrum.

Systemet, der kan sammenlignes med et sprogs grammatik, opstiller bl.a. faste mønstre for standardiserede vendinger som fx tonal kadence. Funktionsharmonikken udvikledes gradvis som erstatning for den ældre kirketonale harmonik, men først i 1722 blev den beskrevet teoretisk af Jean-Philippe Rameau (Traité d'harmonie).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig