De ældste oplysninger om musik på de japanske øer stammer fra arkæologiske fund i form af gravstatuetter fra 200-tallet e.Kr., der viser musicerende og dansende personer, og fra tidlige litterære kilder som sangtekster og omtale af musik i de ældste krøniker.
Heri nævnes bl.a. vekselsange mellem unge kvinder og mænd, kagai, ved frierceremonier, som fandt sted i bjergene. Disse sange har historisk interesse, dels fordi de har paralleller i Sydøstasien, dels fordi de spiller en central rolle i den japanske poesis oprindelseshistorie. Ordrytmen med versefødder på fem eller syv stavelser er en væsentlig bestanddel af den metriske opbygning af japanske sange.
Den musik, som hører til shintoreligionen, kaldes med et overordnet navn kagura. Den ældste del af repertoiret kan føres tilbage til lokale sange fra begyndelsen af vor tidsregning. I begyndelsen af 500-tallet blev disse kombineret med en orkestermusik med rødder i Kina, gagaku.
Orkestrene omfatter slagtøj, strengeinstrumenter og blæseinstrumenter, herunder oboen, hichiriki, og mundorglet, sho, der er meget karakteristiske for lydbilledet. Genren rummer bl.a. bugaku (danse) og togaku (melodier), som anses at stamme fra Kinas Tangdynasti.
Gagaku fremføres under ceremonier ved det kejserlige hof og ved visse større shintotempler; i moderne tid forekommer endda egentlige koncerter. Til kagura regnes også en række andre musikformer, som forekommer ved forskellige lokale shintobaserede fester, kaldet matsuri.
Til den tidligste indflydelse fra Kina og Korea hører buddhismen med dens særlige lydverden. Frem for alt har sangen i det buddhistiske ritual shomyo spillet en betydelig rolle for udformningen af den japanske musik gennem recitation, der bygger på ordrytmen, glissandobevægelser og et roligt, meditativt tempo. Disse stiltræk rendyrkedes i den æstetik, der blev udviklet inden for zenbuddhismen, hvor stilheden har værdi i sig selv.
Denne æstetik gennemsyrer musikken i no -dramaet, som blev udviklet i slutningen af 1300-tallet. Foruden to skuespillere og et kor anvendes et ensemble, hayashi, der består af tre forskellige slags trommer og en tværfløjte. En tilsvarende æstetik findes i musikken på den kantblæste bambusfløjte, shakuhachi, som bl.a. anvendes i meditativt øjemed.
Den store betydning, der tillægges den berettende sang, joruri, ofte fremført til lutakkompagnement af blinde kunstnere, har også paralleller i Kina. I Japan forekommer den i en række forskellige stilarter. Heike-biwa, som handler om slægtsfejderne i 1100-tallet, akkompagneres på den korthalsede lut, biwa.
Med den langhalsede lut som akkompagnementsinstrument efter ca. 1600 udgør gidayu-bushi den musikalske rygrad i dukketeateret, bunraku, mens naniwa-bushi har haft en bred folkelig popularitet langt ind i 1900-tallet.
I Edoperioden fra ca. 1600 opstod kabuki-teateret, der kan betragtes som en populær variant af no-dramaet, i hvilket sangene, nagauta, er mere melodiske og ofte har en fast puls. Ensemblerne forøgedes med den langhalsede lut, shamisen, som i øvrigt blev et meget udbredt folkemusikinstrument.
På denne tid voksede også et solorepertoire frem for bambusfløjten shakuhachi og for koto, en 13-strenget brætcitar, der oprindelig kom fra Kina som en del af gagakuorkesteret. I den købmandsklasse, der opstod i Edoperioden, var det almindeligt, at unge piger lærte sig visse traditionelle kunstarter.
For musikkens vedkommende gjaldt det frem for alt koto, som i 1800-tallet kom til at indtage samme sociale funktion som klaveret i den vestlige verdens borgerlige miljøer. Repertoiret gik tilbage til den musik i variationsform, som kaldes danmono, med stykket Rokudan (seks variationer) som den fornemste repræsentant.
Shamisen forekom som sangakkompagnement i kouta, populære geishasange. I begyndelsen af 1800-tallet opstod sankyoku, instrumentalmusik for ensembler bestående af shakuhachi, shamisen og koto.
Folkemusikken har været dybt forankret i konkrete situationer. Vuggeviser, danseviser og arbejdssange med vekselsange mellem forsangere og kor har været fremtrædende genrer. I folketraditionen findes mangfoldige lokale variationer.
I Edoperioden kom hovedstaden (det nuværende Tokyo) til at virke som en smeltedigel for forskellige lokale folkemusiktraditioner, som blandedes for siden at blive spredt ud over hele landet. På denne måde opstod en slags "normalisering" af folketraditionen, som foregriber nutidens masseproduktion af populærmusik og skolesangbøger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.