arabisk musik

Ikke Verificeret / verificeret
Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen. Klik for at se seneste godkendte version.

Indholdsfortegnelse

arabisk musik, udgør en væsentlig del af det mellemøstlige musikområde, som knyttes sammen af det fælles tilhørsforhold til den islamiske religion. Dog er der store regionale forskelle mellem især den vestlige Maghrebdel (fra Marokko til Egypten), som bærer mange træk fra andalusisk musik, og den østlige Masriqdel (fra Egypten til Tyrkiet), som er påvirket af tyrkisk og persisk musik.

Musikken i dette enorme område adskiller sig fra vestlig flerstemmig musik ved at være enstemmig og ofte vokal (ligesom gregoriansk sang), hvilket betyder, at man ikke i den traditionelle musik anvender harmoniseringer af melodien. I stedet bliver ornamentikken, i form af glidetoner, triller og melodiske variationer, ikke blot en udsmykning, men selve indholdet. De rytmiske mønstre kan være uhyre komplicerede.

Desuden anvendes toneintervaller, som er mindre end vores mindste interval (halvtonetrinnet); oktaven deles således i 24 i stedet for de 12 intervaller, vi kender, hvorved mange af de toner, der bruges, ligger uden for, hvad vi i Vesten er vant til.

For mange besøgende i de arabiske lande er det første musikalske indtryk ofte muezzinens kalden til bøn (adhan), som fem gange i døgnet synges fra minareterne. Sangen kendetegnes ved få toner, lange pauser mellem fraserne og mange forsiringer.

Populærmusikken, som blander indiske, vestlige og lokale elementer, trænger sig også på (se ray og de enkelte lande). Mellem disse to yderpunkter, religiøs sang og moderne pop, står folkemusikken og den klassiske musik.

Folkemusikken er stærkt afhængig af regionale traditioner og dyrkes især uden for storbyerne. Med kassettebåndindustriens landsdækkende distribution udviskes lokale forskelle, og vestlige instrumenter kombineres i stigende grad med arabiske. Heroverfor står statsradioernes forsøg på at bevare den traditionelle folkemusik, hvad der dog hæmmer naturlig fornyelse.

Den klassiske musik har rødder dels i de islamiske mystikerordeners musik, dels i sultanhoffernes verdslige kunstmusik, som fra 700-t. udvikledes i takt med islams erobringstogter over hele Mellemøsten. Den ældste nedskrevne musikteori fra området stammer fra denne periode. Elementer fra de erobrede lande blev optaget i den arabiske musik, som derfor rummer træk fra bl.a. persisk, tyrkisk og græsk musik.

Omvendt har arabiske traditioner sat sig spor i disse og mange andre områder, herunder Europa. Da maurerne underlagde sig Spanien omkring 700, blev Córdoba således det politiske, kulturelle og dermed det musikalske centrum i Det Andalusiske Rige. Den tradition, som blev udviklet på musikskolen her, blev grundlaget for såvel den spanske flamencomusik som den klassiske nawba-tradition.

Fra det arabiske Spanien fik Europa bl.a. lut og violinbue. I 900- og 1000-t. udvikledes nye vokale kompositionsformer, herunder muwashshah, grundformer for forskellige vokale kompositioner, og nawba, en suite bestående af forskellige vokale og instrumentale dele, komponeret i samme maqam, men med uens rytme, spillet af takht-ensemblet. Desuden findes en række andre kompositionsformer i den klassiske musik.

Maqam (arabisk 'ståsted') er et centralt begreb i den arabiske kunstmusik. Det dækker over en kompliceret blanding af skala, modus, kompositionsteori samt melodiske kendetegn og regler, som ligger til grund for det enkelte værk eller den enkelte suite.

Begrebet svarer til den persiske dastgah. Der findes over 100 forskellige maqamat (flertal af maqam), men kun et fåtal anvendes i dag. Skalaen i hver enkelt maqam inddeles i melodiske enheder på 4-5 toner (ajnas), som kombineres på forskellig vis. Ved kombination af mikrotoner (mindre end halvtonetrin) opstår intervaller, som ikke findes i vestlig musik; fx forekommer ikke kun lille og stor sekund, men også mellemstore sekunder. Modulation fra den ene til den anden toneart er almindelig (ligesom det kan forekomme i gregorianske sange); det foregår ofte ved, at melodien kredser så meget omkring én bestemt tone, at denne efterhånden bliver et nyt tyngdepunkt, som får karakter af grundtone.

Der findes maqamat med identiske skalaer, der dog betragtes som uens. De skelnes fra hinanden ved deres individuelle melodiske mønstre, opholdstoner og modulationsmuligheder. En maqam bygger i høj grad sin identitet på tonernes bevægelsesmønstre, og den tillægges bestemte karaktertræk, en parallel til kirketonearterne og til indiske ragaer.

Iqaat (tyrkisk usul) er rytmiske modi af forskellig længde og kompleksitet, som ligeledes anvendes i kunstmusikken. Her kombineres slag af forskellig varighed og klang i en cyklus, som gentages i et varieret forløb. Både maqamat og iqaat har ofte uens navne i forskellige regioner.

Klassisk arabisk musik er ikke finkultur for de få, men høres og elskes af næsten alle arabere. Især den egyptiske sangerinde Umm Kalthum (1908-75) har været meget populær, og hendes betydning for arabisk musikliv var og er enorm. De bedste komponister og forfattere leverede materiale til hende, bl.a. ud-spilleren Abdul Waab og digteren Ahmad Rami.

Mange har det indtryk, at islam fordømmer musik; egentlig er der blot tale om, at man fra ortodoks side ser med mistro på alt, hvad der hindrer hengivelsen til Allah.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 26915259.mp3 (257.19 kB)

Arabisk musik. Skala.

Admin

06/03/2009

 26915264.mp3 (219.23 kB)

Arabisk musik. Ajnas, dvs. en melodisk enhed.

Admin

06/03/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
21/06/2014
UV
21/06/2014
Redaktionen
06/03/2009
Oprindelige forfattere
CMat
29/01/2009
EFoc
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki