Afrika - musik og dans (dansen i 1900-t.), I løbet af 1900-t. har den afrikanske dans udviklet sig under stærk påvirkning fra Europa og Amerika. Den væsentligste forandring er opdelingen i tre slags dans: 1. En levende folkelig dansetradition med elementer af høj kunstnerisk værdi. 2. En opvisningsdans med danse fra den folkelige tradition, ofte samlet og udført af nationale dansegrupper i forsøg på at bevare de mange danse, der ellers står i fare for at forsvinde pga. de voldsomme socio-kulturelle forandringer i de afrikanske samfund. 3. En ny scenedans som et samtidigt kunstnerisk udtryk — kun med indirekte forbindelse til den folkelige dans.

Siden 1960'erne er der således oprettet nationale danseensembler, der i stort omfang er blevet anvendt som internationale kulturambassadører, fx Les Ballets Africains fra Guinea og Ndere Dance Troupe fra Uganda. Herved er den udendørs opvisningsform på åbne pladser også ofte blevet tilpasset den vestlige sceneform (kukkasseteater) og dens konkrete adskillelse af dansere og publikum. Formen er yderligere blevet påvirket af militærparaders rækker og mønstre.

Repertoiret hos disse danseensembler har været præget af de mange forskellige traditionelle danse. Fælles for dem er det avancerede rytmiske samspil med musikken og sangen. Det er i almindelighed dansernes bare fødder, der bærer rytmen med utrætteligt cirklende hofter og fremoverbøjede kroppe i rytmisk modspil. Ofte gentages bevægelser med en nærmest uendelig, pumpende energi, der i den traditionelle dans kunne bringe danseren i ekstase. Bevægelserne udføres som regel i variationer inden for et fastlagt grundmønster.

Afrikansk dans er generelt meget tyngdesøgende og jordbunden — selv hop udføres ofte med stampeeffekt — i modsætning til den lethedsstræbende europæiske dans. Vesten har overordnet opfattet den afrikanske dans som sanselig og uspoleret, og især den afro-amerikanske dans har adapteret de afrikanske bevægelsesudtryk. En kendt repræsentant for dette er koreografen Alvin Ailey (se black dance). Men fascinationen af de sorte danseres anderledes udtryk har i det hele taget ændret kropsæstetikken i den vestlige scenedans.

Sahara danner den tydeligste skillelinje for den traditionelle musik og dans i Afrika, og det gælder også for den nye scenedans, der i stigende grad tegnes af internationalt prægede kompagnier for moderne dans. I de nordafrikanske lande er påvirkningen fra den traditionelle mellemøstlige dans betydelig, særlig fra mavedansen med dens bløde hofterystelser og raffinerede arm- og fingerbevægelser (se orientalsk dans). I den nyere nordafrikanske dans er denne indflydelse blandet med påvirkninger fra især den nye franske dans som fx Théâtre de la Danse fra Tunesien. I Afrika syd for Sahara er det hovedsagelig de vestafrikanske lande, der har præsenteret egentlig moderne dans, tilført et afrikansk udtryk, som fx La Compagnie de Isnel da Silveira fra Senegal. Klassisk ballet har fortrinsvis været dyrket af hvide dansere i Zimbabwe og Sydafrika.

Dansen i Afrika befinder sig i en brydningstid, hvor gamle ceremonier og nye scenekonventioner skal kombineres. Den traditionelle afrikanske dansestruktur med mandsdanse, kvindedanse og solodanse er således ved at inddrage Vestens foretrukne danseform, pardansen. På samme måde står kostumer, masker og kropsbemalinger i fare for at blive reduceret til tilfældige visuelle virkemidler.

I de mange økonomisk belastede og katastrofehærgede afrikanske lande er fremtiden for dansekulturerne uvis. Ikke mindst opvisnings- og scenedansen vil afhænge meget af kulturstøtte. Men musikken og dansen vil formodentlig altid være bærende og identitetssamlende udtryksformer i den afrikanske kultur.

Læs mere om musik og dans i Afrika.

Læs mere om Afrika i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig