Musikkens historie i USA begynder med de første bosættelser af europæiske indvandrere i 1600-tallet. Indianernes musik blev først indsamlet i 1800-tallet og bidrog ikke væsentligt til musikkens udvikling; derimod fik de fra 1619 importerede afrikanske slavers musik afgørende betydning. I det første århundrede er det kun fra de religiøst motiverede kolonier i New England, at man har kendskab til dyrkelsen af musik, især metriske salmer fra England.

I 1700-tallet udvikledes et koncertliv i byerne på østkysten, især med nodemateriale fra London. I brødremenighederne i Pennsylvania og North Carolina opførtes nye europæiske værker, men også værker af deres egne komponister. En af Uafhængighedserklæringens underskrivere, Francis Hopkinson (1737-1791), tilskrives æren for at være den første amerikanskfødte komponist; men den, der har vakt mest interesse for at besidde særlig amerikansk originalitet, er William Billings (1746-1800).

Efter Uafhængighedskrigen indvandrede mange professionelle musikere, fortrinsvis fra England. Carr-familien åbnede musikhandler og de første amerikanske musikforlag (Philadelphia 1793 og Baltimore 1794). Til Kentucky kom den excentriske bøhmiskfødte Anthony Philip Heinrich (1781-1861), som komponerede overspændt romantisk og nationalistisk musik under indflydelse af den storslåede natur og indianske befolkning.

Louis Moreau Gottschalk (1829-1869) blev som omrejsende klavervirtuos, komponist, dirigent og koncertarrangør en bemærkelsesværdig skikkelse i amerikansk musikliv. Han blev uddannet i Paris, hvor han vakte opmærksomhed for sit spil og for sine særprægede kompositioner, hvori han ofte indarbejdede eksotiske amerikanske elementer fra Sydstaterne og De Caribiske Øer. Hjemvendt 1853 bidrog han til en voksende opfattelse af, at amerikansk musik ikke behøvede at være totalt afhængig af europæiske modeller.

Amerikansk musik kom under europæisk pres i årene omkring 1850, da landet blev opdaget som et marked for den gamle verdens virtuoser, bl.a. Ole Bull (fra 1843), Jenny Lind (1850) og Sigismund Thalberg (1856). Derudover kom mange musikere, især fra Tyskland, til Amerika efter revolutionsåret 1848 og blev førende i dannelsen af bl.a. orkestre.

Indflydelsesrig var Lowell Mason (1792-1872) og hans familie i flere generationer. Han var bl.a. en pioner inden for musikuddannelsen og grundlagde The Boston Academy of Music (1833). Dog måtte komponister rejse til Europa for videregående uddannelse, en sejlivet skik, som forlængede amerikansk afhængighed af den europæiske tradition ind i 1900-tallet. En af disse komponister, hvis musik i de større former stadig opføres, var John Knowles Paine (1839-1906), den første professor i musik ved et amerikansk universitet (Harvard, 1875). Omkring ham samledes en gruppe komponister med bl.a. George W. Chadwick (1854-1931) og Horatio Parker i Boston og viste, at amerikansk musik var ved at blive selvstændig. Edward MacDowell, en samtidig af The Boston Group, uddannet i Europa, blev den første internationalt anerkendte amerikanske komponist efter Gottschalk.

Nogle komponister forsøgte at fremhæve deres nationale identitet ved at bruge afroamerikanske og indianske elementer i deres værker. Ligeledes i årene omkring 1900 begyndte den synkoperede afroamerikanske dansemusik (se ragtime og jazz) at vække udbredt opmærksomhed (Scott Joplin, "Buddy" Bolden, "King" Oliver, "Jelly Roll" Morton, W.C. Handy).

Nye stilistiske tendenser, bl.a. impressionisme og klangeksperimenter, viser sig i musik af Charles Martin Loeffler, Charles Griffes og den avantgardistiske Edgard Varèse, som kom til USA 1915. Den mest avancerede musik blev imidlertid komponeret af Charles Ives, hvis dristige originalitet forblev næsten ubemærket indtil 1930'erne.

Efter 1. Verdenskrig søgte amerikanske komponister til Paris, hvor mange blev elever af Nadia Boulanger. Jazz var også kommet til Europa på det tidspunkt, og et særligt rytmisk element blev kendetegnende for amerikansk musik. Bedst kendt i 1920'erne og 1930'erne var George Gershwin, men det var især med komponister som Aaron Copland, Roy Harris, Walter Piston og Samuel Barber, at den unge nation opnåede et modent, selvstændigt kunstnerisk udtryk.

I årene før og under 2. Verdenskrig blev amerikansk musik beriget af tilstedeværelsen af nogle af Europas mest betydelige komponister, bl.a. Stravinsky, Schönberg, Hindemith, Bartók og Martinů. I samme periode kom amerikansk uafhængighed til udtryk i omfattende eksperimenter med nye musikalske udtryksformer (Carl Ruggles, Henry Cowell, John Cage, Milton Babbitt), og i slutningen af 1900-tallet har yngre komponister som Philip Glass, Steve Reich og John Adams været banebrydende.

Den amerikanske musical, sidestykket til den europæiske operette, har nydt stor international anseelse i 1900-tallet med værker af bl.a. Jerome Kern, George Gershwin, Richard Rodgers, Irving Berlin og Cole Porter.

I USA findes nogle af verdens bedste og mest ansete symfoniorkestre (bl.a. i Chicago, Cleveland, New York og Philadelphia) og operahuse (fx Metropolitan Opera i New York), ligesom der er oprettet berømte musikskoler, bl.a. Juilliard (New York), Eastman (Rochester) og Curtis Institute (Philadelphia).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig