Islamisk musik, Egentlig islamisk musik findes stort set udelukkende inden for sufismen, idet de øvrige musiklignende udtryk, som benyttes inden for ortodoks islam, ikke betragtes som musik. Således opfattes bønnekaldet, som klinger fra enhver moské fem gange daglig, og som ganske vist er opbygget melodisk og ofte har indarbejdet visse modale grundelementer, ikke som musik, ligesom koranrecitation og anden bøn, pilgrimssange og lovprisende sange med melodisk opbygning heller ikke betragtes som musik. Der er et noget anspændt, men også meget utydeligt forhold mellem islam og musikudfoldelse. Fortolkningerne er meget forskellige, men musik forbydes ikke direkte i hverken koranen eller de forpligtende hadith, medmindre den hylder andre religioner, andre guder end Allah eller er direkte sensuel. Enkelte former for musikudfoldelse har udpræget accept, fx vuggeviser, arbejdsmusik og militærmusik, og en bred gråzone adskiller det klart forbudte og det klart tilladte.

Blandt de mange sufibroderskaber spiller musik (fx qawwali), dans og dhikr ofte en central rolle i de religiøse ceremonier, idet disse elementer repræsenterer veje til opnåelse af den ønskede enhed med Allah. Sufibroderskaberne har gennem historien spillet en vigtig rolle i udviklingen og spredningen af kunstmusikken i den muslimske verden, og i de moderne sufimiljøer bruges moderne musik (bl.a. sufi-rock) aktivt i rekrutteringen af nye medlemmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig