koral

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/16686/=ud_a_112227.mp3?revision=1

koral, (af mlat. (cantus) choralis 'korsang', af chorus 'kor', af gr. choros 'kor, kordans'), betegnelse for den gregorianske sang, siden 1500-t. tillige betegnelse for den lutherske kirkes menighedssang og i snæver forstand dennes melodier. Med Luthers Deutsche Messe (1526) fik menighedssangen på modersmålet en central rolle i den protestantiske gudstjeneste. Ved valget af melodier til den nye salmedigtning blev der øst af mange forskellige kilder. Fra den katolske liturgiske sang blev adskillige hymner, sekvenser og enkelte messeled overtaget i omarbejdet skikkelse. Fra den folkelige sang overtog man førreformatoriske åndelige viser med tekster på tysk eller blandet latin-tysk; hertil hører Mariaviser, processionssange og leiser. Også verdslige sange blev omdannet til kirkelig brug (kontrafaktur), og endelig skrev Luther og andre helt nye salmer til melodier, hvis oprindelse for en stor dels vedkommende er ukendt; et berømt eksempel er Luthers Vor Gud han er så fast en borg.

I 1524 udkom den første af en række salmebøger med enstemmige melodier, og fra samme år stammer den første korsangbog med flerstemmige udsættelser af salmemelodier. I løbet af århundredet blev den ældre koral med hovedmelodien i tenorstemmen ligesom i en motet afløst af kantionalkoralen, der har melodien i overstemmen.

Reformationstidens menighedssang var enstemmig uden instrumental ledsagelse; i større kirker kunne den udføres som vekselsang med det flerstemmige kor eller med orglet (alternatim-praksis). Efterhånden vandt orgelledsagelsen af menighedssangen indpas, og omkring 1630 kom de første samlinger af harmoniserede koraler. I senere samlinger var koralerne forsynet med generalbas, en praksis, som banede vejen for en stærk indflydelse fra den verdslige musik. Med pietismen kom arier og danseviser ind i gudstjenesten, og med rationalismen den langsomme, højtidelige kirkesang i lige lange noder. Som reaktion mod den stivnede koral opstod i Danmark i 1800-t. den følsomme kirkelige romance, som Thomas Laub i begyndelsen af 1900-t. tog afstand fra. I Den danske koralbog (1954) er såvel tradition som fornyelse tilgodeset.

Læs også om koral i Symbolleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_112227.mp3 (5.7 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

31/01/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Oprindelig forfatter
HFPed
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki