Et requiem er den romerskkatolske messe for de afdøde, missa pro defunctis, og betegnelse for den musikalske genre, hvis tekstgrundlag er denne messes forskellige led eller dele deraf.

Faktaboks

Etymologi

Betegnelsen stammer fra det første ord i introitus i messen, Requiem aeternam dona eis, Domine (latin 'Herre, giv dem den evige hvile'). Ordet requiem er akkusativ af requies 'hvile', af re- og quies 'ro, hvile'.

Også kendt som

rekviem

Ifølge læren om de helliges samfund udgør alle døbte en enhed, der rækker ud over tid og sted og derfor omfatter både døde og levende, og i overensstemmelse hermed har kristne siden oldtiden bedt til Gud for syndernes forladelse og den evige hvile for de døde. Denne intention er bevaret i enhver romerskkatolsk messe.

Med indførelsen i 900-tallet af en årlig bededag for de døde, som ikke er helgener (allesjælesdag, den 2. november), blev der udformet en særlig messe, requiem-messen, der tillige anvendes bl.a. ved begravelse. På grund af anledningens karakter er denne messe på visse punkter udformet anderledes end den almindelige messe; fx udgår Gloria og Credo, alleluia erstattes af tractus, og Agnus Dei har egen tekst.

I middelalderen opstod forskellige riter, der er kendetegnet ved individuelle tekster, fx forekommer sekvensen Dies irae kun i den romerske ritus. Efter Tridentinerkoncilet (1645-1663) blev den romerske ritus så godt som enerådende.

Som følge af liturgireformen efter Det 2. Vatikankoncil (1962-1965) har messen for de afdøde undergået en række ændringer, bl.a. kan som introitus anvendes andre sange end Requiem aeternam, ligesom Dies irae bortfalder.

Musik

Til requiem-messens dele (introitus, Kyrie, graduale, tractus, Dies irae, Sanctus, offertorium, Agnus Dei og communio) findes selvstændige gregorianske melodier, der er indeholdt i Graduale Romanum (se graduale).

Den første flerstemmige udsættelse skyldes Guillaume Dufay (1400-tallet), men musikken er gået tabt; det ældste kendte værk er derfor Johannes Ockeghems omtrent samtidige Missa pro defunctis, der følger den ikke-romerske ritus.

Andre renæssancekomponister, som har bidraget til requiem-musikken, er Pierre de la Rue (ikke-romersk ritus), Palestrina (romersk ritus, men bl.a. uden introitus), Orlando di Lasso (én romersk og én ikke-romersk) og Tomás Luis de Victoria (to romerske).

I baroktiden blev den koncerterende stil med solister, kor og forskellige instrumenter dyrket af bl.a. Heinrich Biber, Jean Gilles (1668-1705) og André Campra. Til de mest berømte udsættelser overhovedet hører Wolfgang Amadeus Mozarts ufuldendte Requiem (K 626) og værker af Hector Berlioz, Gabriel Fauré og Giuseppe Verdi.

Foruden som betegnelse for musik, der er skrevet til de liturgiske, latinske tekster, har en række komponister anvendt ordet som titel på forskellige former for sørgemusik. Hertil hører Johannes Brahms' Ein deutsches Requiem (1857-1868), der er skrevet til udvalgte bibelord.

Benjamin Brittens War Requiem, komponeret til indvielsen af domkirken i Coventry (1962), indeholder foruden de latinske ord en række digte af Wilfred Owen. Enkelte instrumentalværker bærer ligeledes titlen Requiem som fx Brittens Sinfonia da Requiem (1940), skrevet i anledning af det japanske kejserdynastis 2600-årige beståen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig