Et requiem er den romerskkatolske messe for de afdøde, missa pro defunctis, og betegnelse for den musikalske genre, hvis tekstgrundlag er denne messes forskellige led eller dele deraf.
Ifølge læren om de helliges samfund udgør alle døbte en enhed, der rækker ud over tid og sted og derfor omfatter både døde og levende, og i overensstemmelse hermed har kristne siden oldtiden bedt til Gud for syndernes forladelse og den evige hvile for de døde. Denne intention er bevaret i enhver romerskkatolsk messe.
Med indførelsen i 900-tallet af en årlig bededag for de døde, som ikke er helgener (allesjælesdag, den 2. november), blev der udformet en særlig messe, requiem-messen, der tillige anvendes bl.a. ved begravelse. På grund af anledningens karakter er denne messe på visse punkter udformet anderledes end den almindelige messe; fx udgår Gloria og Credo, alleluia erstattes af tractus, og Agnus Dei har egen tekst.
I middelalderen opstod forskellige riter, der er kendetegnet ved individuelle tekster, fx forekommer sekvensen Dies irae kun i den romerske ritus. Efter Tridentinerkoncilet (1645-1663) blev den romerske ritus så godt som enerådende.
Som følge af liturgireformen efter Det 2. Vatikankoncil (1962-1965) har messen for de afdøde undergået en række ændringer, bl.a. kan som introitus anvendes andre sange end Requiem aeternam, ligesom Dies irae bortfalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.