katolsk kirkemusik

Kendskabet til den ældste musik er stærkt begrænset, fordi en præcis nodeskrift først blev udviklet omkring år 1000; den tidligste notation bestod af linjeløse neumer. Fra tiden efter midten af 800-tallet findes beskrivelser af de otte kirketonearter, der kom til at præge al vestlig musik i de følgende århundreder.

Middelalderens troper og sekvenser, som var musikalske udsættelser af tildigtede, ikke-liturgiske tekster, blev med undtagelse af nogle få sekvenser afskaffet som følge af liturgireformen efter Tridentinerkoncilet (1545-63). Til gengæld blev flerstemmigheden, især den vokalpolyfone stil, som G.P. da Palestrina var en af hovedrepræsentanterne for, anerkendt på lige fod med den enstemmige gregorianske koral.

Flerstemmigheden var opstået i 700-tallet og udviklede sig i løbet af de følgende århundreder især inden for kirkemusikken, der med tiden blev stadig mere kunstfærdig og i stigende grad frigjorde sig fra liturgisk sammenhæng.

I 1400- og 1500-tallet blev messen, dvs. den flerstemmige udsættelse af ordinariumsleddene Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, den vigtigste kirkemusikalske form ved siden af motetten. Mens Reformationens metriske salmer på modersmålet indtog en betydelig plads i den protestantiske liturgi (se Reformationen (musik)), opnåede disse koraler kun uofficiel status i den katolske gudstjeneste og kunne ikke hindre, at kirkegængerne i stigende omfang blev passive tilhørere.

Denne tendens fortsatte i baroktiden, hvis komponister skelnede mellem den ældre, flerstemmige stil, der længe var anerkendt som den mest højtidelige og bedst egnede udtryksform til kirkemusik, og den nye, koncerterende stil, der modtog talrige impulser fra den verdslige musik, navnlig fra operaen. Wienerklassikkens bidrag til den katolske kirkemusik bestod i de kompositioner, som bl.a. Joseph og Michael Haydn, Mozart og i et vist mål Beethoven skrev på bestilling. Flere af romantikkens komponister har skrevet messer og anden musik til liturgiske tekster, dog ofte uden tilknytning til den katolske liturgi. Verdis Requiem (1868-74), der snarere giver associationer til opera end til messen for de afdøde, er et oplysende eksempel.

I anden halvdel af 1800-tallet udførte benediktinermunkene bl.a. i Solesmes et stort arbejde for at genskabe den gregorianske koral, der siden 1500-tallet havde været genstand for et betydeligt forfald. Det nye Graduale Romanum med de restaurerede melodier udkom i 1908.

Ifølge pave Pius 10.s motu proprio fra 1903 skal musikken igen være underlagt liturgien, og denne stramning kulminerede med Det 2. Vatikankoncils reformer (1962-65), der medførte, at liturgien kan fejres på modersmålet. Skønt latin fortsat anerkendes som kirkens officielle sprog og den gregorianske sang som den mest højtidelige musikalske udtryksform, er koralen trængt tilbage til fordel for nationalsproget musik. Koncilets bestræbelser har således fremmet menighedens aktive deltagelse i liturgien. For den katolske kirke i Danmark har ændringerne betydet, at komponister som Leif Kayser, Erling Rasmussen (f. 1942) og Peter Møller (f. 1947) har skrevet ny musik til oversættelser af liturgiske tekster, specielt til danske højmesser (ordinarier).