Basso ostinato, (ital. 'stædig, hårdnakket, vedvarende bas'), ground bass, musikalsk improvisations- og variationsteknik baseret på en som regel fire eller otte takter lang melodi i basstemmen, som vedvarende gentages. Princippet er selve grundlaget for genrer som chaconne og passacaglia, de to almindeligste af en større gruppe beslægtede ostinatoformer. Det tidligste kendte eksempel på anvendelse af princippet er den engelske "Sommerkanon" (Sumer isicumen in) fra ca. 1320. I renæssancens musik indgik basso ostinato i megen dansemusik, fx i basse danse. I barokmusikken findes basso ostinato bl.a. i arier og orgelstykker af komponister som Purcell, Buxtehude, J.S. Bach og Händel. Barokkens operaarier og langsomme koncertsatser (fx hos Vivaldi) kendetegnes i mange tilfælde ved friere anvendelse af princippet. Efter barokken lå basso ostinato i dvale, men med vort århundredes fornyede interesse for 1700-t.s musik oplevede den gamle kompositionsteknik en vis genopblussen i første halvdel af 1900-t. (Webern, Alban Berg, Hindemith, Britten, Carl Nielsen o.a).