• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

computermusik

Oprindelig forfatter IFrou Seneste forfatter Redaktionen

computermusik, musik, der i overvejende grad er skabt af og på computer. Begrebet computermusik dækker ikke over én samlet æstetik, men snarere over en række tekniske fremtrædelsesformer som musik på bånd, live-electronics (elektronisk musik), interaktiv musik og computerstøttet komposition. Omkring 2000 er computeren blevet et redskab i alle led, når der skabes, produceres og fremføres musik; det er derfor blevet vanskeligt at afgrænse begrebet computermusik.

Eksempler på computermusik
Computerstøttede kompositioner:
Clarence Barlow Çogluotobüsisletmesi 1980
Magnus Lindberg Kraft 1983-85
Musik for bånd:
David A. Jaffe Silicon Valley Breakdown 1982
Robert Normandeau Jeu 1989
Interaktiv musik:
Daniel Scheidt Obeying the Laws of Physics 1987
Jean-Claude Risset Eight Sketches - duo for a pianist 1989
Tod Machover Bug-Mudra 1989-90
Live-electronics:
Pierre Boulez Répons påbegyndt 1981
Kaija Saariaho Lichtbogen 1985-86

Teknikkerne hentes fra bl.a. akustik, datalogi, kunstig intelligens- og kognitionsforskning. Æstetisk dækkes området fra klassisk avantgarde til musik inden for technokulturen. Computermusikken opstod i midten af 1950'erne i Paris og USA. Komponisten Iannis Xenakis søgte i Paris at skabe en musik, der tog udgangspunkt i naturlige lydfænomener som fx regndråbers trommen mod teltdug. På University of Illinois i USA arbejdede Lejaren Hiller (1924-94) med at skabe nye musikværker ud fra regler hentet i computeranalyser af klassiske musikværker. I begyndelsen af 1960'erne beskrev Max V. Matthews omsætningen mellem digitale tal og hørbar lyd, den teknologi, som senere blev brugt i cd'er og DAT-bånd. Herved blev det muligt at programmere computeren til at afspille musikværker. Pc'ens fremkomst i begyndelsen af 1980'erne gjorde computermusikkens teknikker tilgængelige for en større kreds af komponister.

I begyndelsen af 2000-t. går tendensen mod dannelsen af kreative netværker via Internettet, særlig inden for lydkunsten, hvor deltagerne skaber og udveksler musik, som ikke behøver at blive fremført via traditionelle kanaler. Musikken er ofte støjbaseret og udnytter mediet som det primære udtryk. Man simulerer således ikke længere en potentiel virkelig lyd, der udsendes via en ideelt transparent højtaler, men lader højtaleren fremstå som et instrument på linje med andre musikinstrumenter.

Traditionelt har forskningen og udviklingen af værktøjer til digitalt skabt musik fundet sted ved en række større institutioner, bl.a. IRCAM i Paris, ZKM i Karlsruhe og CNMAT i Californien.