elektronisk musik

Elektronisk musik, egl. elektroakustisk musik; musik, der er skabt og udbredes ad elektronisk vej, dvs. via højttalere. Dens forudsætninger er forsøg fra begyndelsen af 1900-talletmed elektroniske instrumenter og senere forsøg med manipuleret afspilning af grammofonplader. Efter 2. Verdenskrig fremkom to forskellige grundlæggende æstetiske retninger. I Paris opstod musique concrète (konkret musik) i den franske radios studie, ledet af Pierre Schaeffer; grundlaget var bearbejdning af konkrete lyde, fx tog, kasseroller og musikinstrumenter. I Köln opstod i begyndelsen af 1950'erne elektronische Musik optaget på lydbånd i Westdeutscher Rundfunks studie, ledet af Herbert Eimert; udgangspunktet var kontrollen over kunstigt frembragte lyde. Med Karlheinz Stockhausens Gesang der Jünglinge for firekanals lydbånd (1956) blev de stejle fronter mellem de to retninger udvisket. Stockhausen udviklede endvidere teknikker, hvormed akustiske musikinstrumenter kunne bearbejdes elektronisk ("live electronics"), fx i værket Mantra (1970). I løbet af 1960'erne oprettedes en række elektro-akustiske studier i Europa og USA. Den elektroniske musik betragtes som en del af begrebet computermusik og er delvis videreført i en særlig æstetisk retning kaldet musique acousmatique, 'musik, der alene er hørt' (efter Pythagoras, der efter sigende underviste siddende bag et forhæng for ikke at distrahere sine studerende). Her er lydenes oprindelse "gemt" bag den elektroniske forarbejdning.

Indtil midten af 1980'erne anvendtes betegnelsen elektronisk musik om en række forskellige æstetiske retninger, fx lydcollage og udtryksformer inden for modernisme og avantgarde. Siden de tidligste, monofoniske radioudsendelser er der på fremførelsessiden udviklet multikanals højttalersystemer (fx projektet Acousmonium i Paris, som består af 24-60 højttalere), og på produktionssiden arbejdes på en stadig finere grad af simulering af et virtuelt rum, som musikken udspilles i. Bestræbelsen mod stadig højere lydkvalitet har omkring 2000 fået en modpol i en low fidelity-æstetik, som bevidst undgår de digitale medier og udelukkende opererer med ældre medier som grammofonplader og kassettebåndoptagere.