kantate

kantate, genre inden for vokalmusikken, opstået i Italien i begyndelsen af 1600-t. som en videreførelse af det italienske modstykke til den franske chanson, canzona. Italienerne skelnede mellem en instrumental type, "canzona sonata", som blev forløber for sonaten, og den vokale "canzona cantata", der efterhånden blev en selvstændig musikalsk udtryksform.

Den italienske kantate, der altid omfatter en verdslig tekst, er ofte skrevet for en enkelt sangstemme ledsaget af basso continuo, eventuelt med ét eller flere obligate instrumenter, eller strygeorkester med continuo. I den første tid var kantaten ensatset, men under indflydelse af bl.a. operaen opstod den flersatsede type, der omfatter recitativer og arier, ofte i da capo-form (se Italien (musik)).

Betegnelsen kantate anvendes også om en vokal kirkemusikgenre, der blev udviklet på samme tid. Dens oprindelse er bl.a. motetten, især i den skikkelse, som den fik hos komponisterne i den venetianske skole (Giovanni Gabrieli mfl.).

© AKG

Heinrich Schütz som 65-årig portrætteret af maleren Christoph Spetner (1617-99). Billedet hænger på universitetsbiblioteket i Leipzig.

Gennem deres elever kom genren, der bl.a. var kendt som sinfonia sacra, til de protestantiske dele af Tyskland, hvor den blev videreført under betegnelsen gejstlig koncert. Koraltekster og -melodier blev ofte inddraget i kirkemusikværker af denne type. Til de vigtigste bidragydere til den gejstlige koncert hører Heinrich Schütz, Johann Hermann Schein, Franz Tunder og Diderich Buxtehude.

I 1700 udsendte præsten Erdmann Neumeister (1671-1756) en ny type tekster, som han udtrykkeligt kaldte kantater, og som han beskrev som dele af operaer med recitativer, arier, kor osv. En stor del af Johann Sebastian Bachs "kantater", som kun i få tilfælde har denne benævnelse (selv anvendte han for det meste "Concerto"), er skrevet til tekster af denne art. Besætningen varierer stærkt; den kan omfatte solister, kor og et større opbud af instrumentale kræfter, men også mere beskedne sammensætninger forekommer.

Foruden Bach, der komponerede fem komplette årgange kantater (dvs. én til hver søn- og helligdag i kirkeåret), skrev talrige komponister fra samme tid et betydeligt antal kirkemusikværker af tilsvarende beskaffenhed beregnet til brug ved den evangeliske gudstjeneste (fx Christoph Graupner og Georg Philipp Telemann). En særlig genre udgøres af Bachs koralkantater, der på hans tid blev betragtet som forældede. Siden midten af 1700-t. optræder den kirkelige kantate hovedsagelig som lejlighedskomposition.