Kvindelige komponister er beskrevet som en separat gruppe af komponister, da der historisk set kun er få kvinder, der er blevet kendt som komponister. Som led i en bredere bestræbelse på at undersøge kvindernes placering i kulturhistorien vandt den musikhistoriske kvindeforskning frem i 1970'erne. Den har draget mange kvindelige komponister frem af glemslen og gjort dem til genstand for studier, udgivelser og opførelser. Forskningen har gjort det tydeligt, at kvinders musikudøvelse har varieret meget til forskellige tider, hvilket også har præget deres betingelser for at skabe musik.

Antikken

Kvinders musikudøvelse i antikken er dokumenteret gennem bl.a. græske vasemalerier, men de nærmere omstændigheder er ukendte. Noget tilsvarende gælder for musikudøvelsen i de første kristne århundreder. Af den byzantinske nonne Kasia (født 810) er der bevaret en række hymner, der er noteret med neumer og indgik i den græske ortodokse kirkes påskeliturgi. Den tidligste kvinde, som man har overleveret et større nodemateriale fra, er den tyske abbedisse Hildegard af Bingen, som i 1100-tallet komponerede et allegorisk musikdrama, Ordo virtutum, og et større antal sekvenser, responsorier og hymner. Hovedparten har tekster af hende selv og afspejler hendes profetiske visioner om menneskets samhørighed med Universet.

1100- og 1200-tallet

Blandt de kvindelige trubadurer og trouvèrer (trobairitz), der i 1100- og 1200-tallet satte musik til den høviske digtning, kan nævnes den provencalske grevinde Beatrice de Dia (ca. 1160-1212), hvis digte i flere tilfælde er overleveret med hendes egne melodier.

Senmiddelalderen

Mens kvinder i senmiddelalderen ikke havde adgang til katedralernes højtudviklede musikundervisning og derfor næppe bidrog til repertoiret, tilbød klostrene dem anderledes gunstige muligheder for studium og udnyttelse af deres musikalske evner. Således var den første kvinde, der fik publiceret en komposition, den spanske nonne Gracia Baptista, af hvem en udsættelse for orgel af en hymne blev udgivet i 1557.

1500- til slutningen af 1700-tallet

I anden halvdel af 1500-tallet forandredes det musikalske verdensbillede, og med fremkomsten af vokale genrer som madrigal og opera ved de norditalienske fyrstehoffer opstod et behov for kvindelige sangere. Samtidig begyndte kvindelige komponister at træde frem fra anonymitetens rækker. Maddalena Casulana (ca. 1540-1583) var med udgivelsen af fire madrigaler i 1566 formentlig den første kvinde, som fik trykt verdslig vokalmusik. Fra de følgende årtier kan nævnes Francesca Caccini (1587- ca. 1640) og Barbara Strozzi (1620- ca. 1664), som begge komponerede større mængder vokalmusik i datidens væsentligste genrer. Tilsvarende produktiv var nonnen Isabella Leonarda (ca. 1620-1704), som foruden en række messer og motetter komponerede og udgav triosonater for violin og basso continuo.

Med udbredelsen af musik i trykt form og med udviklingen af et offentligt koncertliv i de fleste europæiske lande opstod der i løbet af 1700-tallet et nyt musikalsk marked for kvindelige komponister, som dog fortrinsvis komponerede i de mindre, instrumentale genrer for tasteinstrument, harpe og kammerensemble. Særlig bemærkelsesværdig er den franske Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), der allerede som barn blev kendt som en dygtig improvisator på orgel og opnåede Ludvig 14.s protektion. Mens hun endnu virkede i tilknytning til hoffet, komponerede hun en opera og en ballet, men senere skabte hun musik i mere intime genrer, der rettede sig mod salonmusikalsk opførelse, bl.a. suiter for clavecin, solosonater for violin og kantater for soli, kor og instrumentalensemble, hvoraf nogle blev publiceret som de tidligste i denne genre i Frankrig.

Trods det voksende omfang af kvinders medvirken ved musikopførelser optrådte de oftest som instrumentalsolister og sangere, og som komponister bidrog de sjældent til repertoiret af symfonier og koncerter. Blandt Wolfgang Amadeus Mozarts samtidige må dog nævnes to østrigske kvinder, Marianne Martinez (1744-1812) og Maria Theresia von Paradis (1759-1824), der begge komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester.

Slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet

Den klaverledsagede solosang udvikledes i Tyskland i slutningen af 1700-tallet og havde som nogle af sine tidligste repræsentanter Juliane Reichardt (1752-1783) og Corona Schröter (1752-1802), der begge komponerede i den såkaldte følsomme stil. I det følgende århundrede kom sang- og musikundervisningen til at indgå med stor vægt i den kvindelige dannelse, og mange kvinder gjorde sig bemærket som sangkomponister i 1800-tallet.

Særlig kendte er to tyske kvinder, Fanny Cäcilie Hensel og Clara Schumann, der begge komponerede såvel sange som instrumentalmusik i større former. Clara Schumann var tillige en af tidens højst berømmede koncertpianister i Europa.

I Frankrig komponerede Louise Farrenc (1804-1875) i de fleste genrer, hvoraf især hendes kammermusik og klavermusik blev publiceret og hyppigt opført. Hendes musik blev dog mødt med kritik i Tyskland, hvor man nærede fordomme over for kvindelige komponister, og hvor også den musikalsk begavede Louise Adolpha Le Beau (1850-1927) havde problemer med at få opført sine større værker.

1900-tallet

Den engelske komponist Ethel Smyth, som gjorde oprør mod sit victorianske opvækstmiljø og fik gennemtrumfet en uddannelse ved musikkonservatoriet i Leipzig, repræsenterede en ny selvbevidst generation af kvindelige komponister ved indgangen til 1900-tallet. Hendes operaer blev opført ved flere teatre i Storbritannien, Tyskland og USA, og hun stillede sig i den militante engelske kvindebevægelses tjeneste. Hendes amerikanske samtidige Amy Beach (1867-1944) blev især kendt for at komponere musik til forskellige nationale begivenheder og benyttede sig hyppigt af folkemusikalske elementer.

Den sociale og politiske frigørelse af kvinder banede vej for nye kreative muligheder i 1900-tallet, og kvindelige komponister har sat deres præg på eller ladet sig præge af alle nyere musikalske strømninger, fra impressionisten Lili Boulanger og neoklassicisten Germaine Tailleferre over modernisten Ruth Crawford Seeger (1901-1953) og elektronmusikkomponisten Else Marie Pade til de yngre eksperimenterende Nicola LeFanu (født 1947), Judith Weir (født 1954) og Kaija Saariaho.

Fremtrædende er ikke mindst den russiskfødte Sofia Gubajdulina, der i sin musik arbejder med såvel folkemusikalske træk af østlig, vestlig og muslimsk herkomst som med kunstmusikkens strengeste kompositionsprincipper, og den amerikanske performancekunstner Laurie Anderson, som arbejder i spændingsfeltet mellem improviseret musik, kompositionsmusik og tilgrænsende kunstarter.

Fokus på begrebet kvindelige komponister

Fokus på de kvindelige komponister har skærpet opmærksomheden om, at den kønsspecifikke socialisering har haft stor betydning for, hvordan kunst er blevet til, udbredt og overleveret. Kvinders musik er som regel blevet skabt i klostre frem for i katedraler, opført i saloner frem for i koncertsale, og er oftere blevet udgivet, når den faldt inden for de mindre former, der var nemme at finde afsætning for på markedet, end når den krævede et større opførelsesapparat og derved var økonomisk risikabel.

Om kategorien kvindelig komponist føles meningsfuld for dem, der komponerer i nutiden, må være et anliggende for den enkelte at svare på. Men fokus på fortidens kvindelige komponister kan give anledning til, at man kan se med nye øjne på forholdet mellem kunstnerisk produktion, samfundsudvikling og individuel udfoldelse.

Kvindelige komponister i Danmark: udvalg

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig