musikalsk analyse

musikalsk analyse, inden for musikvidenskab og -pædagogik den disciplin, der har til formål at adskille, beskrive og vurdere musikkens elementer (rytme, klang, melodi, harmoni og form). Analysen kan rette sig mod såvel den nedskrevne som den improviserede musik. Metodisk tager den udgangspunkt i beskrivelsen af foreliggende fænomener (fx taktart, intervaller, motiver, akkorder og deres funktioner i det musikalske forløb) med henblik på at sammenfatte og perspektivere dem i forhold til analysens overordnede hensigt. Et vigtigt formål med den videnskabelige analyse er at påvise ligheder og forskelle mellem enkeltværker eller grupper af værker, der kan underbygge et stilfællesskab eller beskrive en stilistisk udvikling.

Som musikvidenskabelig og pædagogisk disciplin har analysen udspring i 1700-t.s lærebøger i komposition. I 1800-t. videreførtes og udbyggedes den musikalske analyse som pædagogisk-systematisk disciplin, således at vægten blev lagt på at beskrive de karakteristiske formtyper (se musikkens former). Også i 1900-t. indgår den musikalske analyse som et væsentligt element i uddannelsen af musikere, komponister og musikforskere.

De videnskabelige krav, der i 1900-t. er stillet til den musikalske analyse, har medført, at man foruden at beskrive og vurdere de "objektive" egenskaber ved nedskrevne værker også har interesseret sig for musikkens samfundsmæssige funktioner (musiksociologi), dens indhold og mening (hermeneutik), dens udtrykskvalitet og symbolværdi (musikæstetik), dens betydning og funktion i forskellige kulturer (musiketnologi) og for den kunstneriske oplevelse (musikpsykologi).