Programmusik, musik, som med større eller mindre detaljeringsgrad udtrykker noget ikke-musikalsk. Programmatisk musik rækker fra naturalistisk efterligning til vidtgående karaktermæssig stilisering.

Imitation af fx fuglesang eller (kanon)torden har været yndet siden renæssancen, jf. fx Clément Janequins lydmalende chansoner. Tonemaleri udspringer af vokalmusikkens tekstfortolkning, men ses tillige i den instrumentale programmusik.

I sin berømte udtalelse "Mehr Ausdruck der Empfindung als Malerei" fremhævede Ludwig van Beethoven i forbindelse med Pastoralesymfonien følelsesudtrykket på bekostning af det realistisk efterlignende og lagde dermed grunden til programmusik på et højere niveau, hvilket kom til at præge både romantikken og impressionismen.

I midten af 1800-t. skabte Franz Liszt det ensatsede symfoniske digt eller tonedigt, der i hænderne på yngre komponister som Bedřich Smetana, Peter Tjajkovskij, Camille Saint-Saëns, Claude Debussy og Jean Sibelius vandt vid udbredelse. Hector Berlioz, Liszt og Richard Strauss skrev med Beethovens Pastoralesymfoni som model flersatsede programsymfonier.

Karakterstykker er programmusik, som begrænser sig til en enkelt karakter. De har som regel stemningsgivende titler, der enten er genrebetegnelser, fx tombeau ('gravmæle') eller marcia funebre ('sørgemarch'), eller poetiske overskrifter som Robert Schumanns Träumerei fra Kinderszenen og Debussys Pagodes fra Estampes for klaver.

Længere, detaljerede fortællinger i toner nødvendiggør et "program" som fx sonetterne til Antonio Vivaldis De Fire Årstider eller Berlioz' note til den autobiografiske Symphonie fantastique.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig