kontrapunkt

Kontrapunkt, kunsten at komponere for to eller flere selvstændige stemmer (se polyfoni). Teknikken består i at føje en eller flere modstemmer (kontrapunkter) til en melodi, enten i enkel node mod node-sats ("punkt mod punkt") eller med friere strømmende stemmer.

Der tages hensyn til såvel musikkens vandrette (melodiske) som lodrette (harmoniske) dimension, men hvordan disse vægtes, afhænger af musikkens stil.

I den ældste fase (ca. 1000-ca. 1300) lå hovedvægten på melodilinjerne, og samklangen opstod mere tilfældigt. Fra 1300-tallet udvikledes sansen for "vellyd", bl.a. med inddragelsen af tertser og sekster; disse tendenser kulminerede i renæssancens kontrapunkt (ca. 1450-ca. 1600), hvori treklangen blev det harmoniske grundlag, og en udstrakt regulering af konsonans og dissonans fandt sted.

Hertil kom, at en ny kontrapunktisk teknik, imitation, vandt udbredelse. Et første højdepunkt nåedes omkring 1500 (bl.a. hos Josquin des Prés), mens en klassisk afklaring indtrådte med Palestrina i anden halvdel af 1500-tallet.

Med udviklingen af basso continuo (generalbas) omkring 1600 ændredes vilkårene for kontrapunktikken, idet den harmoniske dimension nu endegyldigt regulerede den melodiske.

Et nyt højdepunkt nåedes med Johann Sebastian Bach, fx i Das Wohltemperierte Klavier I og II (1722 og 1744) og Die Kunst der Fuge (ca. 1745-50). Efter 1750 spillede kontrapunkt en mindre rolle, men fik fornyet aktualitet i 1900-tallets neoklassik og tolvtonemusik.

Undervisning i kontrapunkt foregår på enten vokalt eller instrumentalt grundlag, baseret på hhv. Palestrina og Bach.