musik

© Gerard Hoffnung

Musik rummer et bredt spektrum af følelser og udtryk. Den britiske humorist, tegner, musiker og koncertarrangør Gerard Hoffnung viste fx med disse to situationer fra koncertsalen, hvorledes han forestillede sig dirigentens attitude, når han skal bringe musikerne til at udtrykke det smertefulde og det meget smertefulde.

musik, oprindelig en fællesbetegnelse for alle de kunstarter, som ifølge den græske mytologi stod under musernes beskyttelse (jf. adj. musisk); i dag benyttes ordet udelukkende om tonekunst. I denne betydning kan musik defineres som lyd struktureret i et tidsligt forløb. Heri er umiddelbart indeholdt tre forudsætninger: 1) Der skal være lyd. Musik er et klingende fænomen; man kan ganske vist godt betegne et nedskrevet partitur som musik, og en kyndig partiturlæser er i stand til direkte herfra at høre musikken for sit indre øre. Men dette er kun i uegentlig forstand musik. Musikværket bliver først egentlig realiseret i det øjeblik, det klinger. 2) Lyden skal være struktureret. Der skal ligge en menneskelig, kreativ vilje til grund for dens sammensætning, for kompositionen. Fuglesang og andre naturlyde betragtes således ikke som musik, ligesom også støj og andre former for akustisk tilfældighed principielt falder uden for begrebet. 3) Lyden skal udfolde sig i et afgrænset og sammenhængende tidsrum. Det er den tidslige rækkefølge, hvori de enkelte klanglige bestanddele er bestemt til at følge efter hinanden, der gestalter musikværket.

I efterkrigstidens europæiske og især amerikanske avantgardemiljø blev der gjort interessante forsøg på at sprænge sådanne definitive grænser for musik som fænomen. György Ligetis Trois bagatelles for klaver (1961) består fx af tre satser udelukkende med pauser af forskellig noteret varighed; John Cages 4'33'' (1952) er ligeledes tavshed, og værkets musikalske indhold udgøres af de lyde, der tilfældigt opstår i rummet i løbet af fire minutter og 33 sekunder; og La Monte Youngs To be Held for a Long Time (1958) er en samklang af to toner i kvintafstand med en fermat, som i princippet skal holdes i det uendelige. Også 1960'ernes fluxusbevægelse forsøgte på forskellig vis at sætte musik- og kunstbegrebet på spidsen. Sådanne kunstneriske udtryk dementerer tilsyneladende deres eget medium; men i kraft af den radikalitet og demonstrative beslutsomhed, hvormed de undsiger alle definitioner, kan man hævde, at de alligevel i negativ forstand bekræfter dem. Det er således ikke selve "tavsheden", men det bevidst valgte "fravær af lyd", der gør det muligt at betegne Cages 4'33'' som musik.