musikæstetik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

musikæstetik, i snævrere forstand læren om det skønne i musikken, i videre forstand musikkens filosofi. Musikæstetik har rødder tilbage til de græske filosoffer, især Platon og Pythagoras, hvis forestilling om musikken som "tonende tal" fik betydning gennem hele middelalderen. I baroktiden blev affektlæren (Johann Mattheson, Johann Joachim Quantz mfl.) et vægtigt bidrag til musikæstetikken, som dog især indtager en væsentlig plads i 1800-t.s store filosofiske lærebygninger, fx hos Arthur Schopenhauer, for hvem verdensaltets dybeste kraft, viljen, ligefrem åbenbarer sig i musikken. Eduard Hanslick fremhæver i Vom Musikalisch-Schönen (1854) formæstetikken (musik som "klingende, bevæget form") i modsætning til indholdsæstetikken (musik som "klingende inderlighed"). I 1900-t. er der især fra fænomenologisk side (bl.a. Roman Ingarden) og sociologisk side (Theodor W. Adorno, se musiksociologi) leveret væsentlige bidrag til musikæstetikken.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
Wang
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki