musik (Musikkens funktion)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Uanset alle filosofiske og videnskabelige forsøg på at beskrive musikkens væsen og egenart står det klart, at den er i stand til at opfylde en række fundamentale mellemmenneskelige behov. Dens på en gang abstrakte og universelle karakter placerer den centralt som en fællesskabsdannende faktor. Den kan være et samlende udtryk for glæde eller sorg, den kan fremkalde stemninger af velvære eller uhygge, den kan skabe trance eller rituel ekstase, og den kan forbinde mennesker på tværs af sprog, race, religion eller politisk opfattelse.

Megen musik er komponeret direkte for at udfylde en bestemt funktion; det gælder fx dansemusik, underholdningsmusik, marcher, sørgemusik, muzak, film- og teatermusik, kirkemusik og meditationsmusik. Men der er også talrige eksempler på musikværker, der oprindelig er komponeret uden sigte på at opfylde et sådant forudbestemt formål, men som i kraft af opførelsestraditioner og vante lyttemåder alligevel opleves som nært knyttet til en konkret ydre anledning. Fx er Händels arie Ombra mai fu, der handler om at dvæle i skyggen af et stort træ, i dag mere kendt og anvendt som sørgemusik ved begravelser under titlen Händels Largo; Mozarts klaverkoncert nr. 21 er i kraft af filminstruktøren Bo Widerbergs anvendelse af den langsomme andensats som filmmusik blevet til Mozarts Elvira Madigan-koncert; og på det private plan kender de fleste uden tvivl styrken af den fællesoplevelse, der kan ligge i replikken: "Det er vores melodi".

Denne fællesskabsdannende funktion gør musik interessant som medium for politiske eller sociale budskaber. Historien viser mange forsøg på at bruge musik til at vinde gehør for bestemte synspunkter eller skabe sammenhold om en bestemt ideologi (politisk musik). Heller ikke i sådanne situationer behøver musikken at være komponeret med det konkrete formål for øje. Mange år efter Wagners død anvendte Hitler fx hans musik i sin nazistiske propaganda, hvilket i øvrigt førte til, at Wagner stort set ikke blev opført i en lang periode efter 2. Verdenskrig. Mange totalitære og fundamentalistiske regimer har en meget snævert defineret musik- og kunstpolitik. Det tjener til at dæmme op for den kreative fantasi, der kunne inspirere til oprør og mytteri. Men det er kendetegnende for den slags forsøg på at begrænse den kunstneriske frihed, at de altid taber ansigt, når de betragtes i historiens lys. Med musik og anden kunst er det som med fantasien og kærligheden; de lader sig i det lange løb ikke undertrykke.

Omvendt har musik gennem tiderne haft kolossal betydning for undertrykte folkelige bevægelser. Arbejdersange fra 1800-t., de danske alsangsstævner under besættelsen, ungdomsoprørets protestsange fra 1960'erne havde alle tilfælles, at sangen og musikken blev en afgørende bærebølge for den sociale samling og modstand.

I den kristne kirkes historie har musikken altid haft en vigtig funktion i liturgisk sammenhæng; men også på det åndelige plan har den haft stor betydning for tilbedelsen af Skaberen, for indlevelsen i skaberværket og forståelsen af Universets kræfter. I oldkirkens gudstjeneste var instrumentalmusik ikke tilladt, fordi den blev sat i forbindelse med hedenske skikke, mens sangen til gengæld blev værdsat højt, ikke kun som højtidelig udsmykning af ordene, men også som bærer af Ordet. Paulus ansporede menighederne til at bruge sangen som udtryksmiddel: "Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerter til Gud" (Kol. 3,16), og han skrev: "Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden, jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden" (1.Kor. 14,15). Augustin, der som den første af de kristne tænkere i flere bøger skrev om musikkens åndelige dimension, betragtede sangen, ikke som "kunst" i moderne betydning, men som en videnskab og som et sprog, kirken betjener sig af. I skriftet om salmerne udtalte han, at "den, der synger, beder to gange".

En anden og mere individuel, spirituel anvendelse af musik finder sted i meditationsmusikken. Den har til formål at hensætte lytteren i en trancelignende sindsstemning, en tilstand, der kobler den vågne bevidsthed fra og åbner for musikkens helbredende og lindrende virkning på sjælen (se musikterapi). Beslægtet hermed er musikformer, der tilstræber en rituel ekstase, fx i kraft af timelange danse eller vedvarende gentagelse af små rytmiske og melodiske forløb. Begge funktioner har rødder langt tilbage i forskellige folkeslags musikkultur; og i den vestlige verden er begge musikformer netop i slutningen af 1900-t. i stærk vækst.

Også sammenhængen mellem musik og dans er af urgammel oprindelse. Hos mange folkeslag har dansen haft en central betydning som kultisk ritus (frugtbarhedsdans, regndans, krigsdans). Dansen har altid rummet et erotisk element; derfor blev den fordømt af middelalderens kirke, der lagde afstand til sanseligheden og kropsligheden. I den vestlige verden er dansen siden blevet til et stiliseret ritual, der har udfoldet sig i en række navngivne standarddanse, hver med sin faste rytmiske karakter, der både har formet og givet navn til den dertil hørende musik (se dans).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Oprindelig forfatter
JF
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki