kirketonearter

Kirketonearter, modi, de tonearter, som lå til grund for den europæiske musik indtil midten af 1600-t.; egentlig er betegnelsen misvisende, eftersom de samme tonearter lå til grund for verdslige sang- og musikformer. I middelalderen dannede de grundlag for både det enstemmige og det flerstemmige repertoire. Kirketonearterne blev først opstillet og beskrevet i tidsrummet 800-1050 (Alcuin, Guido af Arezzo mfl.). Derfor er vor viden om den ældste middelalderlige kirkesang usikker, bl.a. med hensyn til udviklingen fra antikken i Grækenland og Orienten (synagogesangen).

Oprindelig omfattede systemet af kirketonearter fire diatoniske skalaer med hhv. D, E, F og G som grundtone. Disse fire tonearter eller skalaer fandtes i to skikkelser: en autentisk og en plagal (afledt). I en autentisk toneart er grundtonen skalaens dybeste tone, mens den i en plagal ligger midt i skalaen. Omkring 1200 blev de oldgræske tonearters navne (med visse ændringer) overført på kirketonearterne, og de plagale versioner blev betegnet med forstavelsen hypo- ('under'). Yderligere fire tonearter var i almindelig brug, men først i 1547 tilføjede Henricus Glareanus dem til systemet: æolisk og jonisk med deres afledninger, hvorved antallet af kirketonearter kom op på 12.

Kirketonearterne kunne transponeres (en kvart op/en kvint ned) ved hjælp af fast ♭ for tonen h, men efterhånden blev brugen af løse fortegn (♭ for h og ♯ for c, f og g) så almindelig, at tonearternes særpræg udviskedes (frygisk udgjorde dog en undtagelse). Hertil bidrog også fremkomsten af den flerstemmige musik, i hvilken de enkelte stemmers individualitet blev begrænset, og hvor fx forskellen mellem autentiske og plagale tonearter forsvandt. I det lange løb overlevede kun jonisk som dur og æolisk som mol (indtil begyndelsen af 1700-t. dog også frygisk). Disse to tonearter kom til at danne grundlag for den dur/moltonale musik ca. 1650.