Punktmusik, stilretning inden for musikken efter 2. Verdenskrig. Den er karakteriseret ved opdelingen af det melodiske forløb i enkelte, spredte toner, ofte fremført af forskellige instrumenter og eventuelt adskilt af pauser, hvorved der opstår en punktlignende effekt. Stilen, der som regel bygger på tolvtoneteknik eller seriel teknik, skyldes især Anton Webern og blev dyrket af bl.a. Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen og John Cage.