Musikkens oprindelse fortaber sig i det dunkle og går tilbage til en tid langt hinsides grænsen for vor historiske viden. Det er næppe urimeligt at antage, at musikalske udtryksformer er lige så gamle som sproget selv, muligvis endda opstået ved en udspaltning af primitive kommunikationsformer i "sprog" og "musik". I hvert fald har alle kendte historiske og nuværende kulturer, uanset graden af deres civilisation, også en musikkultur.
Musikkens skabelse er i alle samfund og til alle tider blevet gjort til genstand for mytiske, legendariske eller religiøse forestillinger. I jødisk og tidlig kristen tradition blev Jubal betragtet som "stamfader til alle dem, som spiller på harpe og fløjte" (1.Mos. 4,21).
I den græske mytologi blev musikken knyttet til bl.a. Apollon (sansernes gud), sirenerne (kvindelige fabelskikkelser med fuglekrop) og muserne. I det gamle Egypten i oldtiden havde Osiris rang af gud for sang og musik, og også asiatiske kulturer mere end tusinde år før vor tidsregning, fx i Kina og Indien, har deres guder for sang og musik.
I den nordiske mytologi blev Odin betragtet som digternes gud, og hans søn Brage som sangernes. Forestillingen om musikken som en gave fra Gud har været levende langt op i vor egen kulturkreds; fx betegner Johann Wolfgang von Goethe musik som "én af Guds skønneste åbenbaringer".
Vi ved bl.a. fra Det Gamle Testamente, at både sumererne, babylonierne og jøderne havde rige musikkulturer med mange forskellige instrumenter. Egypterne havde musikkonservatorier, der uddannede musikere til tempeltjeneste. Vi ved imidlertid meget lidt om, hvordan deres musik faktisk har lydt.
Den europæiske musiktradition hviler på antikkens græske kultur, hvor man udviklede en meget nuanceret musikteori og -æstetik. I sit værk Staten beskriver Platon således de forskellige tonearter og deres psykologiske virkning; visse tonearter gør ifølge hans teori lytteren blødagtig, andre vækker til heroisk handling.
Den kristne kirke overtog dette toneartssystem som grundlag for den enstemmige sang, herunder den gregorianske koral, der har udgjort en ubrudt hovedlinje i den vesteuropæiske musik helt op til vor tid.
Enstemmigheden kendetegner også de franske trouvèrer og trubadurer og de tyske minnesangere og mestersangere; den protestantiske koral, der opstod straks efter Reformationen, er i sit væsen også enstemmig.
Med udviklingen af flerstemmigheden, der omtales første gang i en traktat fra 800-tallet, Musica enchiriadis, men som kan være betydelig ældre, indledtes en ny og afgørende fase i den europæiske musiks historie.
Den tidligste form for flerstemmighed, organum, var kendetegnet ved streng parallelføring i kvarter, kvinter og oktaver. En musikform, hvor stemmerne bevægede sig friere i forhold til hinanden, fandtes i den aquitanske polyfoni i 1100-tallet og siden i modalepoken (også kaldet Notre-Dame-skolen) i slutningen af samme århundrede med Léonin og Pérotin som de vigtigste komponister.
I denne periode gik udviklingen fra den frie rytmik til en musik, hvor bestemte rytmemønstre fastholdtes, en tradition, der blev videreført i 1200-tallets ars antiqua. Omkring 1320 indledte Philippe de Vitry en stilistisk epoke, ars nova, som bl.a. forfinede det rytmiske element i retning af isorytmik, og som for en tid skiftede fokus fra kirkelig til verdslig musik.
Den italienske 1300-tals-musik, trecento, havde den strofiske madrigal og den instrumentalt ledsagede solosang, ballata, som foretrukne former.
I løbet af 1400- og 1500-tallet udvikledes den katolske kirkemusik til en egentlig vokalpolyfoni med nederlænderne Guillaume Dufay, Johannes Ockeghem, Jacob Obrecht og Josquin des Prés som væsentlige komponister. Denne stil kulminerede i Rom i sidste halvdel af 1500-tallet med Palestrinas messer og motetter. Også den verdslige musik udviklede en forfinet flerstemmighed med madrigalen som vigtigste genre.
Fra ca. 1600 forlod man det polyfone princip, hvor alle stemmer grundlæggende er ligeberettigede, til fordel for monodien, hvor én stemme bærer hovedmelodien, og de øvrige er akkompagnerende.
I denne proces indtog Claudio Monteverdi en central rolle; hans skelnen mellem prima prattica (den gamle vokalpolyfoni) og seconda prattica (den nye monodi) dannede sammen med musikalske initiativer fra Camerataen, en samtidig kunstnergruppe i Firenze, grundlaget for moderne genrer som opera, kantate og arie. Omkring dette tidspunkt blev endvidere den selvstændige instrumentalmusik til.
1700-tallet var præget af barokmusikken, som fik ganske forskellig udformning i de fire europæiske hovedcentre, Italien (Arcangelo Corelli, Antonio Vivaldi), Frankrig (J.-B. Lully, François Couperin), Tyskland (Georg PhilippTelemann, Johann Sebastian Bach) og England (Henry Purcell, Georg Friedrich Händel). I denne periode påbegyndtes for alvor den forskydning af musikkulturens centrum fra kirkelig til verdslig tradition, som skulle fortsætte op til nutiden.
Hovedstrømningen efter 1750 var wienerklassikken med Joseph Haydn, Christoph Willibald Gluck og Wolfgang Amadeus Mozart som de vigtigste komponister. I denne periode dominerede verdslige genrer som symfoni, sonate og solokoncert, og operaen nåede med Mozart et kunstnerisk højdepunkt.
I overgangen til romantikken stod Ludwig van Beethoven, hos hvem de klassiske formers gyldighed efterhånden blev draget i tvivl. Denne tendens intensiveredes igennem 1800-tallet hos komponister som bl.a. Johannes Brahms, Franz Liszt, Peter Tjajkovskij, Richard Wagner og Gustav Mahler for omkring 1900 at føre til et sammenbrud for såvel klassikkens formale æstetik som for selve det tonale system, funktionsharmonikken, der havde været grundlag for den musikalske syntaks i flere århundreder.
Første halvdel af 1900-tallet var karakteriseret af forskellige mere eller mindre radikale forsøg på at nyformulere en musikalsk æstetik; Arnold Schönberg skabte sin atonale tolvtoneteknik, Béla Bartók lod sig inspirere af østeuropæisk folkemusik, Igor Stravinsky komponerede i sin karakteristiske montagestil. I Norden fandt Jean Sibelius og Carl Nielsen hver på sin måde et tonesprog, der bar præg af nordisk natur.
De to verdenskrige i 1900-tallet bevirkede, at forestillingen om musikken og kunsten som et samlende og universelt sprog svækkedes. Efterkrigstiden har været præget af mange forskellige skoler og retninger, ofte centreret omkring enkelte markante komponistpersonligheder (Karlheinz Stockhausen, György Ligeti, Olivier Messiaen, Luciano Berio, John Cage, Per Nørgård).
Især i 1950'erne og 1960'erne var den vestlige avantgarde kendetegnet ved radikale eksperimenter med selve de kunstneriske grundforudsætninger for musikalsk udtryk. Eksempler på stilretninger fra sidste halvdel af 1900-tallet er serialisme, konkretisme, aleatorik, spektralmusik, nyenkelhed, Fluxus, minimalisme, new age og postmodernisme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.