musikterapi

Behandlingen tager altid udgangspunkt i den konkrete borgers problemer og behov og har et eller flere af følgende mål:

• at forbedre klientens livskvalitet,
• at regulere følelsestilstande og arousal
• at reducere angst og bearbejde traumer
• at forbedre klientens kommunikation, sociale relationer, læring, selvindsigt og -udtryk, med henblik på bedre fysisk, psykisk og social integration.

Musikterapi indgår selvstændigt eller som supplement i behandlingen af mennesker med psykiatriske lidelser (fx skizofreni), fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, erhvervede neurologiske problemstillinger (fx hjerneskade eller demens), somatiske lidelser (fx kræft eller Parkinson) og psykosociale problemstillinger (fx flygtningen eller stressramte). Behandlingen foregår på plejecentre, på hospice, på rehabiliteringscentre og psykiatriske institutioner, i specialbørnehaver og -skoler samt i kultur- og miljøarbejde.

Der skelnes mellem aktiv og receptiv musikterapi:

• I aktiv musikterapi synger og spiller klient og terapeut, ofte i form af improvisationer.
• I receptiv musikterapi lytter klienten til udvalgt musik og bearbejder oplevelsen med terapeuten.

Der kan også skelenes mellem specialpædagogisk og psykoterapeutisk musikterapi. I specialpædagogisk musikterapi stimuleres klientens styrkesider gennem specielt tilrettelagte musikaktiviteter, fx legesange eller spil på specialinstrumenter. Gennem psykoterapeutisk musikterapi kan klienten udvikle selvindsigt og nye handlemuligheder gennem bearbejdelse af emotionelle problemer og ubevidste psykiske konflikter.

Musikterapien kan føres tilbage til antikken, hvor musik og medicin indgik i etos- og levelæren. Kombinationen af musik og ændret bevidsthed kendes i shamanistiske healingsritualer fra mange kulturer. Indtil omkring 1800 udvikledes musikterapien parallelt med skiftende medicinske teorier.

Den moderne, videnskabeligt orienterede musikterapi begyndte i USA efter 2. Verdenskrig som del behandlingen af krigsveteraner. I nutiden spænder musikterapeutisk behandling fra medicinske og adfærdsterapeutiske til psykoterapeutiske og samfundsrettede metoder, og musikterapi er integreret i sundhedssektoren i mange lande. I nogle europæiske lande, bl.a. England og Østrig, har uddannede musikterapeuter en statslig autorisation, og betegnelsen "musikterapeut" er beskyttet. Sådan er det endnu ikke i Danmark, men musikterapi er med i flere af Sundhedsstyrelsens kliniske anbefalinger, bl.a. i forhold til demensområdet og palliativ pleje.

Internationalt kan der nævnes en række musikterapeutiske retninger eller skoler, som er karakteriseret ved hver sin systematiske og unikke kombination af arbejdsmetoder, fremgangsmåder og teknikker, med et teoretisk fundament og med forskningsmæssig dokumentation for behandlingseffekten. De vigtigste er Guided Imagery and Music, Analytisk Orienteret Musikterapi, Nordoff-Robbins musikterapi, Benenzon-musikterapi, Kognitiv-adfærdsorienteret musikterapi og Samfundsmusikterapi.

Forudsætningen for at uddanne sig til musikterapeut er gode musikalske færdigheder og en åbenhed over for improvisation. I nogle lande er uddannelsen således en overbygning på en konservatorieuddannelse i fx sang eller et instrument. I andre lande, bl.a. i Danmark, uddannes musikterapeuter på et universitet, hvor også teori, forskning og dokumentation er vigtige elementer.

I Danmark findes en femårig musikterapeutuddannelse, oprettet 1982, og en international forskeruddannelse i musikterapi. De ligger begge på Aalborg Universitet.

Kandidater i musikterapi er organiseret i Dansk Musikterapeutforening.

• musikterapeut

• Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi (CeDoMus ved Aalborg Universitet