tolvtoneteknik

Tolvtoneteknik, dodekafoni, kompositionsmetode udviklet af Arnold Schönberg i begyndelsen af 1920'erne. Betegnelsen hentyder til, at der her opereres systematisk med den kromatiske skalas tolv toner til forskel fra de syvtonige skalaer, som ligger til grund for tonal musik. Da tonaliteten efter 1900 hos mange komponister kompliceredes og til sidst blev til atonalitet, opstod der hos Schönberg et behov for at regulere tonernes adfærd i den atonale sats på en måde svarende til tonearterne i tidligere musik. Efter en række forsøg i værker op til 1923 kom han i sin Blæserkvintet op. 26 frem til den metode, der siden har stået som den fuldt udviklede tolvtoneteknik.

Efter denne metode opstilles ved enhver komposition den kromatiske skalas tolv toner i en rækkefølge, der er bindende for hele forløbet. Den er værkets tolvtonerække. Ved siden af primærformen (P) opereres der med dens omvending eller inversion (I), hvor intervallerne er vendt om, således at fx en opadgående kvart bliver til en nedadgående kvart; desuden opereres med P og I i krebsgang eller retrograd form (R), dvs. bagfra. De fire former, der således opstår, rækkens "kvadratur", kan transponeres til alle den kromatiske skalas 12 trin. Disse i alt 48 rækkeformer kan underdeles og kombineres på uendelig mange måder i musikken. Fra første færd så Schönberg både i teori og i praksis rækken som to "heksakorder" på hver seks toner. Mange af hans rækker er heksakordkomplementære, dvs. konstrueret således, at det første heksakord af P sammen med det første heksakord af en transposition af I rummer alle 12 toner. De to former kan da kombineres uden risiko for, at samme tone findes i dem begge samtidig; et krav, Schönberg selv lagde vægt på.

Tolvtoneteknikken blev overtaget af hans elever Alban Berg og Anton von Webern. Siden kom andre til, bl.a. Ernst Krenek, Hanns Eisler, Winfred Zillig og Luigi Dallapiccola. Teknikken danner udgangspunkt for den senere serielle teknik, se seriel musik.