Arie, (af ital. aria 'luft, arie', af omstridt oprindelse, måske af lat. aer 'luft'), i almindelighed en større solosang med (orkester-)akkompagnement, primært anvendt i operaen. Ordet betyder egentlig 'luft', men blev i middelalderen også opfattet som 'udseende' eller 'fremtoning' og gled i denne betydning ind i musikken i 1500-t. De første arier var enten strofiske (den samme melodi blev brugt til alle vers) eller skrevet over en gentaget (ostinat) bas, som sangeren kunne improvisere over. I 1600-t. brugtes ordet aria også om vise.

Som betegnelse for en større solosang med akkompagnement kendes arien fra midten af 1600-t., hvor operaen vandt fodfæste; den akkompagnerede solosang (monodien) blev her opdelt i recitativet, hvor handlingen udspilles, og arien, hvor personen giver udtryk for sin sindsstemning (se affektlære). I højbarokken (ca. 1650-ca. 1750) udvikledes da capo-arien, en tredelt form, hvis sidste del er en gentagelse af den første, men med mulighed for, at sangeren her kunne udfolde sig i virtuose improvisationer. C.W. Glucks operareform satte en enklere, gennemkomponeret eller rondopræget satstype i stedet.

Arien udgjorde endnu en væsentlig bestanddel af den store italienske opera i 1800-t., fra Gioacchino Rossini over Giuseppe Verdi til Giacomo Puccini, hvor den udvidedes til en dobbelt-arie, dvs en arie bestående af to kontrasterende dele, hvoraf den første var en langsom cantabile-del, ofte en kavatine, mens den sidste var en hurtigere og virtuost præget cabaletta. Mellem cantabile-delen og cabalettaen blev handlingen ofte genoptaget i det såkaldte tempo di mezzo (et dialogisk/monologisk afsnit med recitativer og/eller kor) som fx i Verdis opera Trubaduren: I Grev Lunas arie i 2. akt efterfølges cantabile-delen Il balen del suo sorriso af recitativer og herrekorets Ardir, andiam, der fører hen til cabalettaen Per me ora fatale.

Med Richard Wagner udviskedes arien til fordel for en mere gennemkomponeret stil. Arien var ikke udbredt i 1900-t., men den forekommer stadig, ligesom den træffes i operalignende genrer som oratorium, passion, kantate og som frit koncertstykke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig