Carl Philipp Emanuel Bach

Carl Philipp Emanuel Bach, 1714-1788, tysk komponist, musiker og teoretiker, næstældste søn - og elev - af Johann Sebastian Bach. Efter jurastudier i Leipzig og Frankfurt an der Oder blev han 1738 ansat som musiker hos den preussiske kronprins, den senere Frederik den Store; han avancerede 1741 til kgl. kammercembalist og kom til at arbejde sammen med J. J. Quantz og brødrene Graun. I 1768 efterfulgte han sin gudfar G.Ph. Telemann som kirkemusikdirektør i Hamburg.

Carl Philipp Emanuel Bach komponerede i alt 19 symfonier, 52 klaverkoncerter, mere end 200 sonater og anden musik for klaver samt talrige værker for kammermusikalsk besætning. Fra Hamburgtiden stammer ca. 50 oratorier, kantater og anden vokal kirkemusik. Han udgav desuden flere samlinger sange, hvoraf især melodierne til C.F. Gellerts religiøse oder blev kendt.

Carl Philipp Emanuel Bachs klavermusik, der fik afgørende indflydelse på udviklingen af den klassiske stil, bærer præg af enkelhed og smidig følsomhed, navnlig i forhold til faderens klavermusik; det lærde kontrapunkt måtte vige for sangbare overstemmer, prydet med typiske forsiringer og pyntelige kadenceformler. I orkester- og kammermusikken og i hele hans kompositoriske tænkemåde var generalbassen dog stadig dominerende.

Hans Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen (to dele, Berlin 1753 og 1762) udgør ved siden af J. J. Quantz' og Leopold Mozarts lærebøger den vigtigste kilde til viden om tidens teoretiske tænkning og musikpraksis (ordet clavier dækker flere instrumenter: cembalo, klavichord og det nye hammerklaver).

Af Bachs tidlige værker blev de seks Preussiske sonater trykt 1742 hos B. Schmid i Nürnberg, der samme år udgav faderens Goldbergvariationer. I senere samlinger af klaverværker henvendte han sig til "Kenner und Liebhaber" (udg. 1779-87) og angav dermed en tidstypisk sondring mellem de mere og de mindre kyndige musikdyrkere.

Carl Philipp Emanuel Bach var medforfatter til den udførlige nekrolog over faderen (1754), og han beskrev sit eget levnedsløb i den tyske udgave af Charles Burneys musikalske rejsedagbøger (1773).

Alfred Wotquenne udgav 1905 en omhyggelig tematisk katalog (citeret som Wq), der i 1989 afløstes af E. Eugene Helms mere omfattende værkliste (citeret som H).