Jean-Philippe Rameau

© Gyldendal

Jean-Philippe Rameau.

Jean-Philippe Rameau, 1683-1764, fransk cembalist, organist, komponist og musikteoretiker. Han indledte sin karriere som organist, bl.a. i Clermont-Ferrand, Lyon og Paris, hvor han 1706 udgav sin første samling cembalokompositioner, Premier livre de pièces de clavecin, siden fulgt af yderligere tre samlinger (1724, ca. 1728, bl.a. med La Poule, og 1741) og af en samling kammerkoncerter betitlet Pièces de clavecin en concerts (1741). Under forskellige genrebetegnelser, især tragédie en musique og opéra-ballet, komponerede han fra 1733 et større antal operaer, balletter og blandingsformer, hvoraf navnlig Les Indes galantes (opéra-ballet, 1735) opnåede bemærkelsesværdig succes, desuden Castor et Pollux (tragédie en musique, 1737), Pygmalion og La Guirlande (begge betegnet som acte de ballet, 1748 og 1751). Med sine sceniske værker, der videreførte traditionen fra Jean-Baptiste Lully, fremtræder Rameau som 1700-t.s vigtigste franske operakomponist.

Han opnåede dog først og fremmest berømmelse og fik størst historisk betydning ved den musikteoretiske afhandling Traité de l'harmonie (1722), hvori det musikalske forløb for første gang blev beskrevet som en følge af klange snarere end som et væv af stemmer. Værket skabte det teoretiske grundlag for dur-mol-tonalitetens funktionsharmonik og dermed for den moderne harmonilære. Hans idéer, der blev videreudviklet i en række skrifter, er siden blevet diskuteret, modificeret og suppleret af en række teoretikere, men har stadig betydelig musikvidenskabelig interesse. Hans indsigt skulle være udmøntet i artikler om musik til Diderots Encyclopédie, men han trak sig ud af projektet; artiklerne blev i stedet skrevet af J.-J. Rousseau.