Værker |
Vokalværker: |
14 messer, heraf |
Heiligmasse |
1796 |
Missa in tempore belli (Paukemesse) |
1796 |
Nelsonmesse |
1798 |
Theresienmesse |
1799 |
Schöpfungsmesse |
1801 |
Harmoniemesse |
1802 |
Oratorier: |
Il ritorno de Tobia (Tobias' hjemkomst) |
1775 |
Die Schöpfung (Skabelsen) |
1796-1798 |
Die Jahrezeiten (Årstiderne) |
1799-1801 |
Ca. 25 operaer og syngespil |
Ca. 50 solosange med klaver, heriblandt Gott erhalte Franz den Kaiser |
1797 |
Ca. 400 arrangementer af skotske, irske og walisiske folkesange |
Orkesterværker: |
Ca. 100 symfonier, heriblandt |
Nr. 6 D-dur Le Matin |
1761 |
Nr. 7 C-dur Le Midi |
1761 |
Nr. 8 G-dur Le Soir |
1761 |
Nr. 22 Es-dur Filosoffen |
1774 |
Nr. 44 e-mol Sørgesymfoni |
ca. 1771 |
Nr. 45 fis-mol Afskedssymfoni |
1772 |
Nr. 49 f-mol La Passione |
1768 |
Nr. 73 D-dur La Chasse |
1782 |
Nr. 82 C-dur L'Ours |
1786 |
Nr. 83 g-mol La Poule |
1785 |
Nr. 85 B-dur La Reine |
1785 |
Nr. 92 G-dur Oxford |
1789 |
Nr. 93-104 Londonsymfonier, heriblandt |
Nr. 94 G-dur The Surprise, Paukeslagssymfonien |
1791 |
Nr. 100 G-dur Militærsymfoni |
1793-1794 |
Nr. 101 D-dur Uret |
1793-1794 |
Nr. 103 Es-dur Paukehvirvlen |
1795 |
Nr. 104 D-dur London, Salomon |
1795 |
Kammermusik: |
Ca. 75 strygekvartetter, heriblandt |
Op. 20 nr. 1-6 Solkvartetterne |
1772 |
Op. 33 nr. 1-6 De russiske |
1782 |
Op. 54 nr. 1-3, op. 55 nr. 1-3 og op. 64 nr. 1-6 |
Tostkvartetterne |
1788-1790 |
Ca. 125 barytontrioer |
Ca. 50 klaversonater |
I 1759 blev Joseph Haydn ansat som kapelmester hos grev Morzin, til hvem han komponerede sine første symfonier. Efter at greven måtte skille sig af med orkesteret, blev Haydn i 1761 udnævnt til vicekapelmester hos fyrst Paul Anton Esterházy, som allerede i 1762 blev efterfulgt af broderen Nicolaus. Esterházy var en af Europas rigeste adelsslægter og residerede i Eisenstadt nær Wien.
Haydns forpligtelser var af både kunstnerisk og administrativ art, og for udnævnelsen kvitterede han med tre symfonier, Le Matin, Le Midi og Le Soir ('morgen', 'middag' og 'aften'), hvori han demonstrerede både sine egne kompositoriske færdigheder og orkesterets høje niveau. Et stort antal symfonier, koncerter og divertimenti blev komponeret i de første år i Eisenstadt. Til fyrsten personligt skrev Haydn desuden i årenes løb mere end 125 værker, som han kunne spille på sit yndlingsinstrument baryton (beslægtet med cello).
I 1766 flyttede hoffet til Esterháza, et slot, som fyrsten havde ladet opføre ved Neusiedler See. Til indvielsen af slottets operahus komponerede Haydn i 1768 Lo speziale (Der Apotheker), og i de følgende år, da opera blev den altdominerende underholdning, skrev han et anseeligt antal sceniske værker til opførelse på Esterháza.
Om sine arbejdsvilkår har Haydn selv udtalt: "Jeg kunne som leder af et orkester eksperimentere, iagttage, hvad der gør indtryk, og hvad der svækker det, altså forbedre, føje til, skære bort, vove. Jeg var afsondret fra verden, der var ingen i nærheden, som kunne forvirre og plage mig, og således måtte jeg blive original".
Omkring 1770 indtrådte en mærkbar fornyelse af tonesproget; skønt der ikke var tale om en personlig krise, er dette afsnit i Haydns musikalske udvikling blevet kaldt hans "Sturm- und Drang-periode". Stilen i værkerne kendetegnes bl.a. ved hyppig brug af moltonearter i stedet for de traditionelle durtonearter (fx symfoni nr. 44 i e-mol, "Sørgesymfonien", ca. 1771, nr. 45 i fis-mol, "Afskedssymfonien", 1772, strygekvartet i f-mol op. 20 nr. 5, 1772); også den kontrapunktiske skrivemåde og den ofte dramatiske behandling af det tematiske stof gav det musikalske udtryk en hidtil ukendt dimension, der i høj grad bidrog til udviklingen af sonateformen.
Med årene fik Joseph Haydn stadig flere kontakter med det internationale musikliv, og hans berømmelse steg støt. At fyrsten satte pris på Haydns kunst, fremgår af, at der i 1779 blev oprettet en ny kontrakt, som på alle måder var til gunst for Haydn. Han kunne nu frit råde over sine kompositioner, hvilket han gjorde med udtalt forretningssans og langt større succes, end Mozart nogensinde formåede. Til opførelse i den franske hovedstad modtog han fx bestilling på seks symfonier, de såkaldte Parisersymfonier (nr. 82-87, 1785-1786).
Med fyrst Nicolaus' død i 1790 indtrådte en ny fase i Haydns karriere. Den nye fyrste opløste orkesteret, men lod Haydn beholde sin titel af kapelmester og fuld løn, dog uden forpligtelser af nogen art. Haydn rejste til Wien, hvor han mødte impresarioen J.P. Salomon, som indbød ham til London for at give koncerter. Han besøgte byen to gange (1791-1792 og 1794-1795) og skrev hertil sine sidste 12 symfonier, de såkaldte Londonsymfonier (nr. 93-104). Med disse værker demonstrerede han på én gang sit kompositoriske mesterskab og sin sikre fornemmelse for at skrive for et stort publikum. Imellem de to Londonophold var han i Wien, hvor Beethoven blev hans elev i komposition, dog uden større begejstring fra nogen af siderne.
Londonsymfonierne blev både i kunstnerisk og økonomisk forstand et højdepunkt i Haydns karriere. Englandsopholdene gav tillige Haydn lejlighed til at stifte bekendtskab med Georg Friederich Händels oratoriekunst, og inspireret heraf skrev han i årene 1796-1801 oratorierne Skabelsen og Årstiderne. Fra samme tid stammer de seks store messer, som han komponerede til Esterházyfyrsten i Eisenstadt, og oratorieversionen af Die Sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze (De syv ord på korset), der oprindelig var skrevet for orkester og samtidig arrangeret for strygekvartet (1787). Med inspiration fra den engelske nationalhymne God Save the King skrev Haydn i 1797 kejserhymnen Gott erhalte Franz den Kaiser, som han samme år benyttede som tema i 2. sats af strygekvartetten op. 76 nr. 3 (med tilnavnet "Kejserkvartetten").
Takket være indtægterne fra Englandsrejserne og fra de to oratorier kunne Joseph Haydn tilbringe sine sidste leveår fri for økonomiske spekulationer, men efterhånden svigtede kræfterne ham, og den sidste strygekvartet, påbegyndt i 1803, forblev ufuldendt. I marts 1808 overværede han en opførelse af Skabelsen på Wiens universitet under ledelse af Antonio Salieri. Det blev hans sidste offentlige fremtræden. Han døde, kort efter at de franske tropper havde indtaget Wien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.