Søgeteksten beethoven er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Ludwig van Beethoven

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Ludwig van Beethoven med manuskriptet til Missa Solemnis. Maleri af Joseph Karl Stieler, 1819.

Ludwig van Beethoven, 16.12.1770-26.3.1827, tysk komponist, en af de største skikkelser i musikhistorien og den sidste i det wienerklassiske trekløver, Franz Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.

Beethoven er samtidig den, der med sin musik indvarsler romantikken, hvis betydelige repræsentanter alle betragtede ham som deres forbillede. Som menneske og kunstner var han allerede i sin levetid kendt og beundret. Efter sin død blev han i litteratur og billedkunst ofte betragtet i et mytisk skær, farvet af romantiske forestillinger om ham som genialt naturbarn, revolutionær, troldmand og præst.

Ludwig van Beethoven fødtes i Bonn som den næstældste i en søskendeflok på syv og den ældste af tre sønner, der kom til at overleve den tidligste barndom. Hans far, der var tenorsanger i kurfyrstens kapel, begyndte tidligt at undervise ham i klaver- og violinspil, måske i håb om at gøre ham til vidunderbarn ligesom Mozart. Beethoven blev vist frem så tidligt som i 1778, hvor han skal have spillet "forskellige klaverkoncerter og trios". Snart fik han som lærer hoforganist Christian Gottlob Neefe (1748-98), der indførte ham i klavermusik af Johann Sebastian Bach og Carl Phiipp Emanuel Bach. Inden Beethoven var fyldt 12 år, kunne han vikariere for Neefe, og i 1783 fungerede han som cembalist i hofkapellet. Da havde han allerede fået trykt sine første værker, ni variationer over en march af Dressler (1782), og året efter udkom tre klaversonater, som han tilegnede kurfyrsten, Maximilian Friedrich (d. 1784).

 Ludwig van Beethoven; litografi fra 1863.

Ludwig van Beethoven; litografi fra 1863.

I 1787 rejste Beethoven til Wien for at studere hos Mozart, men han blev efter kun 14 dage kaldt hjem til moderens dødsleje. Pga. faderens drikfældighed kom Beethoven til at tage ansvaret for familien, og han blev i de følgende år i sin fødeby.

Bonn var nok en lille by, men den nye kurfyrste, Maximilian Franz, gav den et særligt præg. Han var, ligesom sin bror, den tyske kejser Josef 2., optaget af oplysningstidens tanker, og den unge Beethoven har på universitetet for første gang mødt de idealer om menneskelig frihed, der skulle komme til at vise sig så tydeligt i mange senere værker, især dem fra hans såkaldte heroiske periode. Men de mærkes allerede i mindekantaten fra 1790 over Josef 2.

På sin vej til og fra London rejste Haydn gennem Bonn, og ved et af disse besøg har Beethoven truffet ham. I 1792 drog Beethoven igen til Wien, nu som Haydns elev (Mozart var død året forinden). Nok så meget kom han til at studere hos J.B. Schenck, hos teoretikeren J.G. Albrechtsberger og hos Antonio Salieri. Samtidig optrådte han som pianist, og han blev vel modtaget i de wienske adelspalæer, skønt man bemærkede hans selvbevidsthed og voldsomme temperament.

Værker i udvalg
Orkesterværker:
Symfoni nr. 1 C-dur op. 21, 1799-1800
Symfoni nr. 2 D-dur op. 36, 1801-02
Symfoni nr. 3 Es-dur (Eroica) op. 55, 1803-04
Symfoni nr. 4 B-dur op. 60, 1806
Symfoni nr. 5 c-mol (Skæbnesymfonien) op. 67, 1804-08
Symfoni nr. 6 F-dur (Pastorale) op. 68, 1807-08
Symfoni nr. 7 A-dur op. 92, 1811-12
Symfoni nr. 8 F-dur op. 93, 1811-12
Symfoni nr. 9 d-mol (med korfinale til tekst fra Schillers Ode an die Freude) op. 125, 1822-24
Klaverkoncert nr. 1 C-dur op. 15, 1795-98
Klaverkoncert nr. 2 B-dur op. 19, 1794-95, omarbejdet 1798
Klaverkoncert nr. 3 c-mol op. 37, 1800
Klaverkoncert nr. 4 G-dur op. 58, 1805-06
Klaverkoncert nr. 5 Es-dur (Kejserkoncerten) op. 73, 1809
Violinkoncert D-dur op. 61, 1806
Ouverturer:
Coriolan op. 62, Leonore nr. 1-3 og Fidelio op. 138 og 72, Egmont op. 84 og Die Weihe des Hauses op. 124
Kammermusik:
16 strygekvartetter, heriblandt de tre Rasumovskij-kvartetter F-dur, e-mol og C-dur op.59; de sene kvartetter Es-dur op. 127, B-dur op. 130, cis-mol op. 131, a-mol op. 132, B-dur (Große Fuge) op. 133 og F-dur op. 135
Trioer for klaver, violin og cello, bl.a. Ærkehertugtrioen B-dur op. 97
10 sonater for violin og klaver, herunder Forårssonaten F-dur op. 24 og Kreutzersonaten A-dur op. 47
5 sonater for cello og klaver
Klavermusik:
32 sonater, herunder c-mol (Pathétique) op. 13, cis-mol (populært kaldet "Måneskinssonaten") op. 27 nr. 2, C-dur (Waldstein) op. 53, f-mol (Appassionata) op. 57, Es-dur (Les Adieux) op. 81a, B-dur (für das Hammerklavier) op. 106
Variationer: Es-dur (Prometheus- eller Eroicavariationer) op. 35, C-dur (over en vals af Anton Diabelli) op. 120
Vokalværker:
Operaen Fidelio (Leonore) op. 72, 1804-05, 2. version 1806, 3. version 1814
Messer i C-dur op. 86, 1807, og D-dur (Missa Solemnis) op. 123, 1819-23
Lieder, bl.a. en liedcyklus An die ferne Geliebte op. 98

Omkring 1798 begyndte den hørelidelse at vise sig, der skulle gøre hans liv som musiker så vanskeligt, og fra 1802 stammer det gribende Heiligenstadt-testamente, der er stilet til hans brødre, og i hvilket han beskriver sin dybe krise. Samtidig var imidlertid hans berømmelse taget til, og forlæggerne var ikke længe om at udgive hans nye værker.

Gennem grev J.B. Bernadotte, der var fransk gesandt i Wien (1798), kom Beethoven på ny i kontakt med revolutionstidens idealer og nu også med dens musik. Hans stort anlagte 3. symfoni var tiltænkt Napoleon Bonaparte, men titlen blev ændret til Sinfonia Eroica, måske som følge af Beethovens vrede over Napoleons kejserkroning.

Ludwig van Beethoven levede i Wien som fri komponist, dvs. uden egentligt ansættelsesforhold, men hans tilværelse var i høj grad baseret på støtte fra adelige velyndere. Kredsen aftegner sig i dedikationerne på værkernes titelblade. Her mødes adelsnavne som Waldstein, Lichnowsky, Lobkowitz, Kinsky, Thun og som den fornemste ærkehertug Rudolph. I 1808 overvejede Beethoven af økonomiske grunde at modtage et tilbud om en stilling som kapelmester i Kassel hos Napoleons bror, Jérôme, men tre af fyrsterne oprettede en kontrakt med ham for at sikre hans forbliven i Wien.

Beethoven giftede sig aldrig, men forelskede sig ofte og heftigt. Et brev fra 1812, blot stilet til "den udødelige elskede", har været årsag til en omfattende litterær jagt på adressaten. Sandsynligvis var det Antonie Brentano (1780-1869) eller Josephine von Brunsvik, og for dem begge har et ægteskab med Beethoven været udelukket af sociale grunde.

I 1815 døde Beethovens bror Caspar Carl og efterlod sig enken og en niårig søn, Karl. Beethoven anså moderen for uegnet som opdrager for drengen, og i fem år kæmpede han med hende om formynderskabet. Han vandt sagen, men måtte undervejs lide den tort, at retten nægtede at anerkende ham som adelig. Skønt Beethoven tog sin opgave som Karls formynder alvorligt, var forholdet ikke lykkeligt. Det kan være en af årsagerne til, at Beethoven komponerede mindre i disse år end ellers, til trods for at hans navn i mellemtiden var blevet kendt i Europa.

En anden årsag kan være den politiske udvikling efter Napoleons fald. Der er modstridende oplysninger om Beethovens holdning til Wienerkongressen. Han hyldede den i kantaten Der glorreiche Augenblick. Men den slukkede håbet om politisk frihed, og de værker, Beethoven komponerede i sine sidste ti år, fik en ny og mere lukket karakter. Han skrev nu mindre end nogensinde musik efter sit publikums forventninger.

Ludwig van Beethoven. Første side af partituret i en moderne udgave af et af komponistens kendteste værker, Symfoni nr. 5 i c-mol. Ved uropførelsen havde den nummer 6, mens den 6., Pastoralesymfonien, blev betegnet som nummer 5; ombytningen skete i forbindelse med udgivelsen af værkerne. I den berømte indledning til den 5. symfoni spiller strygerne, noteret nederst i partituret, sammen med to klarinetter, mens de øvrige blæseinstrumenter pauserer; i takt 7 træder to fagotter til.

Hans døvhed var omkring 1820 næsten total, og hans omverden måtte meddele sig til ham ved at skrive i konversationshefter, som han (fra 1818) bar med sig, hvor han gik. Mange af dem er bevaret, og skønt Beethovens svar ikke kan læses i dem, giver de, sammen med hans dagbøger og breve, et indblik i den excentriske og neurotiske komponists tankeverden. På samme måde vidner skitsebøgerne, hvori Beethoven nedskrev sine musikalske idéer, ofte længe før de fandt anvendelse i noget udgivet værk, om hans lange kamp med det musikalske stof.

Blandt Ludwig van Beethovens elever fik navnlig Ferdinand Ries (1784-1838) og Carl Czerny senere et navn som komponister. Begge udgav erindringer om Beethoven, og Czerny fik desuden betydning som lærer for Franz Liszt. Anton Schindler (1795-1864), Beethovens sekretær i de sidste otte år af hans liv, skrev en større, meget udbredt biografi (1840, ny udg. 1845 og 1860). Beklageligt nok har det siden vist sig, at hans omgang med kilderne var upålidelig.

Det vidner om Beethovens berømmelse, at han blev fulgt til graven af et stort følge af beundrere og komponistkollegaer.

Ludwig van Beethovens musik

Der er tradition for at inddele Ludwig van Beethovens produktion i tre perioder: ungdomsværkerne indtil ca. 1802, heroiske værker til ca. 1814 og sene værker herfra til hans død. Inddelingen hviler på hans instrumentalværker, hvor symfonierne står som milepæle. Ofte er de nye tendenser, de viser, dog tidligere brudt igennem i hans klaversonater og strygekvartetter, og disse værker medvirker således til at give et nuanceret indblik i hans produktion.

Ludwig van Beethovens lied Zärtliche Liebe (WoO 123, tekst af Karl Friedrich Herrosee) i komponistens egen håndskrift fra en tid (ca. 1797), hvor hans nodeskrift endnu var nogenlunde læselig. Manuskriptet har tilhørt både Franz Schubert, som på bagsiden skrev en Andantino for klaver (langsom sats i sonaten D 567/568), og Johannes Brahms, som nederst på forsiden har tilføjet, at det er den udødelige Beethovens håndskrift.

Beethoven lægger sig i værkerne fra den første periode især op ad Haydn og Mozart som forbilleder, dog mærkes dynamikken og formernes format også i hans selvstændighed og trang til at udforske grænserne for den klassiske balance. Fra denne tid stammer bl.a. de første klaversonater, de to første symfonier, de to første klaverkoncerter, septetten og strygekvartetterne op. 18.

Kort efter 1800 skal Beethoven have erklæret sig utilfreds med sine hidtidige værker og meddelt, at han fra nu af ville slå ind på en ny vej. I de såkaldte heroiske værker, der herefter følger, kommer en ny etisk dimension ind i musikken, et klart budskab om humanitet. Lange spændingsbuer og større udnyttelse af tonale og dynamiske kontraster styrker værkernes dramatiske karakter. Satserne i sonater og symfonier kommer til at danne et hele med en stor samlet bevægelse fra begyndelsen til slutningen, hvor finalen står som kronen på værket. Idéen "gennem kamp til sejr", der blev et motto for eftertidens opfattelse af ham, kommer til udtryk i værker som 3. og 5. symfoni, 5. klaverkoncert og Waldsteinsonaten (nr. 21). Men ikke alle værker fra denne tid er så tydeligt heroiske. En mere lyrisk tone høres i fx 6. symfoni, Pastorale, hvis enkelte satser bærer titler fra landlivet; med sine tonemaleriske virkemidler kom den for eftertidens komponister til at stå som forbillede for den symfoniske digtning.

Beethovens eneste opera, Fidelio, er en såkaldt redningsopera, hvis handling er inspireret af en hændelse under Den Franske Revolution; heri prises den ægteskabelige kærlighed side om side med et politisk budskab om frihed. Indre og ydre vanskeligheder bevirkede, at Beethoven efter premieren i 1805 omarbejdede den flere gange. Planer om endnu et scenisk værk blev aldrig ført ud i livet.

Værkerne fra den tredje periode rummer indtil da uhørt stærke kontraster. Eksperimenterende, komplicerede partier er sat op mod enkle, klare melodier (som fx Freude-temaet i finalen af 9. symfoni), og Beethoven griber ofte til ældre tiders formprincipper som variation og fuga, som han dog giver nyt indhold, fx i de 33 klavervariationer over en vals af Diabelli eller i Große Fuge, der oprindelig var finale af strygekvartetten i B-dur op. 130.

Værkerne fra denne tid blev kun sjældent opført i 1800-t. Man forstod dem næppe og talte fx om de "gale" kvartetter. Deres budskab var kapslet ind bag det vanskeligt gennemtrængende ydre. Først med Béla Bartóks strygekvartetter fra første halvdel af 1900-t. opnåede denne genre en værdig fornyelse og videreførelse.

Den seneste og grundigste fortegnelse over Ludwig van Beethovens værker blev udarbejdet af Georg Kinsky og udgivet i 1955 af Hans Halm.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Ludwig van Beethoven med manuskriptet til Missa Solemnis. Maleri af Joseph Karl Stieler, 1819.

© Dette billede må du ...

Ludwig van Beethoven. Første side af partituret i en moderne udgave af et af komponistens kendteste værker, Symfoni nr. 5 i c-mol. Ved uropførelsen havde den nummer 6, mens den 6., Pastoralesymfonien, blev betegnet som nummer 5; ombytningen skete i forbindelse med udgivelsen af værkerne. I den berømte indledning til den 5. symfoni spiller strygerne, noteret nederst i partituret, sammen med to klarinetter, mens de øvrige blæseinstrumenter pauserer; i takt 7 træder to fagotter til.

© Dette billede må du ...

Ludwig van Beethovens lied Zärtliche Liebe (WoO 123, tekst af Karl Friedrich Herrosee) i komponistens egen håndskrift fra en tid (ca. 1797), hvor hans nodeskrift endnu var nogenlunde læselig. Manuskriptet har tilhørt både Franz Schubert, som på bagsiden skrev en Andantino for klaver (langsom sats i sonaten D 567/568), og Johannes Brahms, som nederst på forsiden har tilføjet, at det er den udødelige Beethovens håndskrift.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
26/03/2014
ejnar pedersen
26/03/2009
Redaktionen
26/03/2009
Oprindelige forfattere
Hatt
29/01/2009
PRy
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki