Antonín Dvořák (Verificeret)

Antonín Dvořák, 8.9.1841-1.5.1904, tjekkisk komponist. Dvořák blev født i en bøhmisk landsby, hvor han tidligt optrådte som violinist. I 1854 blev han sendt til byen Zlonice, hvor han lærte tysk og fik en grundig musikuddannelse. I årene 1857-59 blev han uddannet som kirkemusiker ved Orgelskolen i Prag, men hans første professionelle virke var som bratschist i et lille orkester, der siden kom til at danne grundstammen i Prags teaterkapel. Fra denne tid stammer hans første større kompositioner, bl.a. kammermusikværker og to symfonier. I 1871 opgav han sin orkesterplads for at komponere, men var i flere år afhængig af indtægter fra undervisning. Af afgørende betydning var derfor tildelingen af det østrigske statsstipendium i 1874. Brahms, som var en af hans varmeste fortalere, sørgede endvidere for, at hans værker blev udgivet. I 1878 udkom Mæhriske duetter og Slaviske danse, som begge blev modtaget med begejstring, og flere værker fulgte hurtigt efter. Med ét var Dvořák blevet en international berømthed, efterspurgt overalt både som komponist og som dirigent af egne værker. Brahms mente, at han burde flytte fra det "provinsielle Prag" til den traditionsrige musikby Wien for at udvide sin kunstneriske horisont, men Dvořák nærede en uudslukkelig kærlighed til den tjekkiske nation og afviste tanken. I 1891 begyndte han at undervise i komposition ved konservatoriet i Prag, og året efter modtog han posten som leder af National Conservatory of Music i New York, hvor han opholdt sig i to perioder. Inden afrejsen til USA opførte han sin Dumky-trio og ouverturetrilogien I naturen, Karneval og Othello. I begyndelsen af 1893 komponerede han i USA sit populæreste orkesterværk, symfonien Fra den nye Verden, efterfulgt af Strygekvartet i F-dur og Strygekvintet i Es-dur, begge betegnet "Den amerikanske". Dvořák afbrød sit andet USA-ophold efter kun et halvt års virke, ifølge ham selv af familiemæssige årsager. Forinden havde han komponeret endnu et af sine fineste orkesterværker, Cellokoncert i h-mol (1894). I 1901 blev Dvořák udnævnt til direktør ved Pragerkonservatoriet. Samme år opførtes på Nationalteatret operaen Rusalka; den blev vel modtaget, og Dvořák kunne glæde sig over, at han omsider havde skrevet en opera, som straks vandt hans landsmænds bifald. Så meget mere smertede det ham, at hans sidste opera Armida faldt igennem ved premieren i 1904. Han måtte forlade uropførelsen pga. et ildebefindende og døde af en hjerneblødning fem uger senere.

Dvořák er — som Smetana før ham og Janáček efter — sin generations førende repræsentant for den tjekkiske nationalmusik. Hans forkærlighed for Mozart, Beethoven og Schubert inspirerede ham til at dyrke symfonien og kammermusikken, og først sent vendte han sig mod den symfoniske digtning, som de nationalt bevidste romantikere ellers foretrak. Direkte lån fra folkemusikken er sjældne hos ham, men de Slaviske danse og Slaviske rapsodier viser hans dybe fortrolighed med dette stof, ligesom folkemusikalske elementer sætter deres uforvekslelige præg på talrige enkeltsatser i symfonier og kammermusikværker som fx brugen af furiantrytme og dumka i finalen af violinkoncerten. Hans melodiske opfindsomhed er overvældende, temaerne folder sig ud med en friskhed og spontanitet, som leder tanken hen på Schubert. Og ligesom denne måtte Dvořák med sin udpræget lyriske begavelse kæmpe med den dramatiske genre opera. Kormusikken omfatter værker som Stabat Mater og Requiem. Blandt hans mere end 100 sange og duetter må fremhæves Mæhriske duetter, Sigøjnermelodier og Bibelske sange. Klaverkompositionerne er overvejende danse og karakterstykker. Blandt de otte Humoresker opnåede nr. 7 i Ges-dur hurtigt en enestående popularitet verden over.

Dvořáks værker blev katalogiseret i 1960 af Jarmil Burghauser (citeret som B).