Faktaboks

Edward Elgar

Sir Edward William Elgar

Født
2. juni 1857, Broadheath, Storbritannien
Død
23. februar 1934, Worcester, Storbritannien

Edward Elgar var i mange henseender en typisk repræsentant for den victorianske tid, sådan som den kom til udtryk i bl.a. livssyn, nationalfølelse og klædedragt. Fotografi fra ca. 1904.

.

Edward Elgar var en britisk komponist.

Som en af de mest betydningsfulde siden Henry Purcell (død 1695) er Edward Elgar hovedskikkelsen i den fornyelse af engelsk musik, der fandt sted omkring 1900 efter en længere nedgangsperiode.

Edward Elgar var søn af en musikhandler og organist; som dreng lærte han at spille på forskellige instrumenter, og i nogle år virkede han både som organist og som dirigent for forskellige kor og ensembler.

Ved siden af skrev han sine første værker, men skønt han med tiden helligede sig denne beskæftigelse, varede det en rum tid, før han blev anerkendt som komponist.

Gennembruddet kom i 1899 med Hans Richters opførelse af Enigma-variationerne, en serie musikalske portrætter af Elgars bekendte. Fra da af steg hans anseelse hurtigt, først på kontinentet, hvor bl.a. Hans Richter og Richard Strauss viste interesse for hans musik, siden også i England.

I de følgende to årtier komponerede han en række af sine store værker, han blev adlet og udnævnt til æresdoktor ved en halv snes universiteter i ind- og udland. Efter 1. Verdenskrig aftog hans produktivitet mærkbart, hvad der dog ikke fik indflydelse på hans anseelse.

Værker i udvalg

  • Orkesterværker
    • Salut d'amour opus 12, 1889 (oprindeligt for klaver, 1888)
    • Chanson de matin og Chanson de nuit opus 15 nr. 1 og 2, 1901 (oprindeligt for violin og klaver)
    • Serenade e-mol for strygeorkester opus 20, 1892
    • Variationer over et originalt tema, Enigma-variationer, opus 36, 1899
    • Pomp and Circumstance-march opus 39 nr. 1 D-dur, 1901, nr. 2 a-mol, 1901, nr. 3 c-mol, 1904, nr. 4 G-dur, 1907, nr. 5 C-dur, 1930
    • Ouverture Cockaigne opus 40, 1901
    • Introduktion og Allegro for strygekvartet og strygeorkester opus 47, 1905
    • Ouverture In the South ("Alassio") opus 50, 1904
    • Symfoni nr. 1 As-dur opus 55, 1908
    • Symfoni nr. 2 Es-dur opus 63, 1911
    • Violinkoncert h-mol opus 61, 1910
    • Symfonisk studie Falstaff opus 68, 1913
    • Cellokoncert e-mol opus 85, 1919
  • Kammermusikværker
    • Violinsonate e-mol opus 82, 1917/18
    • Strygekvartet e-mol opus 83, 1918
    • Klaverkvintet a-mol opus 84, 1918
  • Vokalværker
    • The Light of Life (Lux Christi) oratorium for soli, kor og orkester opus 29, 1896
    • Scenes from the Saga of King Olaf kantate for soli, kor og orkester opus 30, 1896
    • Caractacus kantate for soli, kor og orkester opus 35, 1898
    • Sea Pictures sangcyklus for alt og orkester opus 37, 1900
    • The Dream of Gerontius oratorium for soli, kor og orkester opus 38, 1900
    • Coronation Ode for soli, kor og orkester opus 44, 1902
    • The Apostles oratorium for soli, kor og orkester opus 49, 1903
    • The Kingdom oratorium for soli, kor og orkester opus 51, 1906
    • The Music Makers ode for alt, kor og orkester opus 69, 1912

Desuden et antal mindre orkesterværker, klaverstykker, solo- og korsange.

Meningerne om Edward Elgars musik er delte. Hans melodik, der navnlig i visse instrumentalværker (fx den populære Salut d'amour) rummer en sværmerisk sødme, kan pege i retning af salonmusik.

Men heroverfor står en originalitet og en fantasi, der i forening med formsikkerhed og en udtalt sans for klangskønhed især kommer til udtryk i de store korværker som oratorierne The Dream of Gerontius (med tekst af kardinal John Henry Newman), The Apostles og The Kingdom (begge til udvalgte bibeltekster).

De to sidstnævnte værker, der musikalsk er forbundet gennem et større antal fælles ledemotiver, skulle indgå i en længe planlagt, men aldrig fuldført trilogi med urkirken som gennemgående emne.

Skønt katolik appellerede Elgar til det overvejende anglikansk sindede musikpublikum med disse og andre ikke-liturgiske værker, der bidrog til at videreføre og forny den engelske oratorietradition (Händel, Mendelssohn).

Betydelig popularitet, frem for alt i England, er blevet den første af de fem militærmarcher med titlen Pomp and Circumstance (et citat fra Shakespeares Othello) til del, især på grund af triodelens genanvendelse til ordene "Land of Hope and Glory" i slutningen af Coronation Ode.

Mens cellokoncerten for længst har indtaget sin plads i standardrepertoiret, har de to store symfonier, der røber indflydelse fra bl.a. Brahms, Bruckner og Tjajkovskij, ikke opnået samme udbredelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig