Faktaboks

Ferruccio Busoni

Ferruccio Dante Michelangelo Benvenuto Busoni

Født
1. april 1866
Død
27. juli 1924

Ferruccio Busoni fotograferet i 1887.

.

Ferruccio Busoni var en italiensk-tysk komponist, pianist, dirigent og musikæstetiker. Som barn vakte Ferruccio Busoni opmærksomhed både som pianist og som komponist. Hans triumfer ved klaveret skaffede ham siden lærerposter i Helsinki (hvor han i 1888 traf sin hustru, pianisten Gerda Sjöstrand, datter af billedhuggeren Carl Eneas Sjöstrand), Moskva, Boston og New York, indtil han i 1894 slog sig ned i Berlin.

Her foranstaltede Busoni i 1902-1909 koncerter med ny musik. Hans koncertrepertoire som pianist omfattede, foruden egne værker, musik af Ludwig van Beethoven, Frédéric Chopin, Franz Liszt mfl. og adskillige værker af Johann Sebastian Bach i Busonis egne, ofte skarpt kritiserede arrangementer.

Som komponist udviklede han fra et senromantisk udgangspunkt efter klaverkoncerten (1906) en eksperimenterende stil. Sine mest radikale tanker fremlagde han i Entwurf einer neuen Ästhetik der Tonkunst (1907), som fremkaldte en heftig polemik med komponisten Hans Pfitzner.

Heri opstillede han bl.a. muligheden for at operere med 113 forskellige skalaer og beredte som den første vejen for brug af mikrointervaller. I senere værker gik han ind for idéen om en "ung klassicitet" udmøntet i musik, som i modsætning til Wagnertraditionen skulle komme til udtryk med rent melodiske midler og være uden digterisk indhold eller subjektiv bekendelse.

Ferruccio Busonis bedst kendte værk er operaen Doktor Faust, som han dog ikke nåede at fuldende. Ved sin død beklædte han et professorat i komposition ved Akademie der Künste i Berlin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig