Franz Schubert

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Franz Schubert.

Franz Schubert.

Franz Schubert, Franz Peter Schubert, 31.1.1797-19.11.1828, østrigsk komponist, født i Wien. Franz Schubert skrev en række mesterværker inden for de etablerede genrer symfoni, kammermusik og klavermusik, og med sin melodiske fantasi og rigt nuancerede harmonik formåede han at tilføre sangen en hidtil ukendt dybde og udtryksfuldhed, således at han fremstår som skaberen af en helt ny genre, den tyske romantiske lied.

Franz Schubert voksede op i et musikalsk miljø. Faderen var skolelærer og underviste Franz i violin, mens hans bror Ferdinand underviste ham i klaver. Som 11-årig blev han kordreng i hofkapellet og samtidig optaget som elev i Wiener Stadtkonvikt, byens førende kostskole, hvor musikundervisningen spillede en betydelig rolle.

Som fortrinlig violinist avancerede Schubert hurtigt til koncertmester i skolens orkester, hvor han fik et førstehåndskendskab til bl.a. Joseph Haydns og Wolfgang Amadeus Mozarts symfonier. Kort før han i 1813 forlod skolen, komponerede han sin første symfoni, og på dette tidspunkt havde han allerede skrevet flere strygekvartetter og sine første sange, begyndende med Hagars Klage (1811).

Efter en kortvarig læreruddannelse virkede han indtil 1818 som hjælpelærer hos faderen. 1816 søgte han uden held en musiklærerstilling i Laibach (nuv. Ljubljana), og i 1818 og 1824 tilbragte han nogle måneder hos grev Esterházy i Zseliz (Ungarn) som musiklærer for hans to unge døtre. Dette var Schuberts eneste ansættelser. Han opgav efter 1818 definitivt lærergerningen, og bortset fra nogle få rejser i Østrig virkede han i Wien som frit skabende komponist uden dog nogensinde blot tilnærmelsesvis at opnå en status i byens musikliv, der kunne tåle sammenligning med Ludwig van Beethovens.

Til gengæld modtog han en betydelig inspiration fra den kreds af digtere, malere og kunstbegejstrede unge, som regelmæssigt samledes omkring ham. Ved disse sammenkomster, der snart blev betegnet som Schubertiader, opførte han selv mange af sine værker for første gang, især lieder og klaverkompositioner. Det var disse venner, der stod bag den succesrige udgivelse 1821 af hans opus 1, balladen Erlkönig (komponeret 1815 til Johann Wolfgang Goethes tekst), som han selv tidligere forgæves havde sendt til en forlægger.

I efteråret 1822 begyndte Schubert at komponere en symfoni i h-mol, men et stykke inde i tredje sats afbrød han arbejdet til fordel for en stort anlagt fantasi for klaver, Wandererfantasie. Hvorfor han aldrig nåede at færdiggøre symfonien, "Den ufuldendte", vides ikke, men mange ufuldførte værker fra denne tid, heriblandt en sats i c-mol for strygekvartet, tyder på, at han har gennemlevet en kunstnerisk krise.

Hertil kom en alvorlig sygdom, uden tvivl syfilis, som i efteråret 1823 tvang ham til at lade sig hospitalsindlægge. Trods svigtende helbred og flere depressioner videreførte Schubert med usvækket skaberkraft sin kompositoriske gerning helt frem til dødsåret, hvor han fuldendte så betydelige værker som fantasien i f-mol for firehændigt klaver, strygekvintetten i C-dur, liederne i samlingen Schwanengesang og de sidste tre store klaversonater i c-mol, A-dur og B-dur. Hans død skyldtes formodentlig kviksølvforgiftning.

Franz Schubert har indtaget sin plads ved klaveret under en af de sammenkomster, der i samtiden blev kendt som Schubertiader. Sådan forestillede maleren Hans Temple sig seancen i et billede, der blev lagt til grund for dette kolorerede træsnit fra 1890.

Schuberts musik

Franz Schubert beskæftigede sig med næsten samtlige musikalske genrer, men gennem hele hans kompositoriske virke står lieden som den helt centrale. Efter en række sange, hvori man tydeligt sporer påvirkninger fra hans lærer Antonio Salieri, fra Wienertraditionen og fra Johann Rudolph Zumsteegs ballader, folder den 17-årige Schuberts geni sig ud med Gretchen am Spinnrade til Goethes tekst.

Her lykkes det ham til fulde at realisere det, som skulle blive kendetegnet på den Schubertske lied: syntesen mellem digtning, sang og klaverledsagelse. Med årene udviklede hans psykologiske sans og indfølingsevne sig gennem en ubrudt strøm af større eller mindre lieder, over 600 i alt. Hans melodiske opfindsomhed er uudtømmelig, og hertil kommer en rigdom af nuancer og bevægelighed på det harmoniske område, ikke mindst den raffinerede vekslen mellem dur og mol og de ofte frapperende modulatoriske udsving. Hans formsprog er smidigt og afvekslende, men gennem hele hans produktion fornemmes den enkle, strofiske form som særlig betydningsfuld. Schuberts evne til at afspejle tekstens skiftende indhold gennem subtile variationer er unik.

To gange sammenstillede han lieder til en større cyklus: Die schöne Müllerin (1823) og Winterreise (1827), begge til tekster af Wilhelm Müller. I disse samlinger spores tydeligt den forvandling, som Schuberts melodik undergik i hans sidste år, fra en ægte sangbarhed og spontan friskhed i udtrykket til en stadig mere deklamatorisk og reflekteret stil. Kulminationen heraf nåedes i Heinesangene fra hans sidste leveår, især Die Stadt og Der Doppelgänger.

Værker i udvalg
  • vokalværker
  • 8 operaer og syngespil, heriblandt Trylleharpen, 1820; Alfonso und Estrella, 1821-22; Fierabras, 1823; musik til skuespillet Rosamunde
  • Verdslig og kirkelig kormusik, heriblandt flere udsættelser af Salve regina og Tantum ergo; messer, heriblandt As-dur, 1819-22, Es-dur, 1828
  • Over 600 sange med klaver, heriblandt samlingerne Die schöne Müllerin, 1823; Winterreise, 1827; Schwanengesang, 1828
  • orkesterværker
  • 8 symfonier, heriblandt nr. 4, c-mol "Den tragiske", 1816; "nr. 8" (egl. nr. 7), h-mol ("Den ufuldendte", 1822); "nr. 9" (egl. nr. 8), C-dur ("Den store C-dur", 1825-28)
  • Ca. 20 ouverturer, heriblandt to "i italiensk stil", 1817
  • kammermusik
  • Ca. 15 strygekvartetter, heriblandt c-mol ("Quartettsatz", 1820); a-mol ("Rosamunde", 1824), d-mol ("Der Tod und das Mädchen", 1824); G-dur, 1826; strygekvintet, C-dur (1828); klaverkvintet, A-dur ("Die Forelle", 1819); klavertrioer, B-dur og Es-dur, 1827-28; sonate for arpeggione og klaver, a-mol, 1824; sonater for violin og klaver, D-dur, a-mol, g-mol ("Sonatiner, op. 137", 1816); oktet, F-dur, 1824
  • klavermusik
  • 11 sonater; Wandererfantasie, C-dur, 1822; 6 moments musicaux, 1823-28; 4 impromptus, op. 90, 1827; 4 impromptus, op. 142, 1827; talrige danse mv. for to- og firehændigt klaver; fantasi, f-mol, for firehændigt klaver, 1828

Også inden for instrumentalmusikken gør Schuberts melodiske sans sig uophørlig gældende. Her var wienerklassikerne, især Beethoven, det oplagte forbillede. Men udformningen, forløbet, er helt anderledes. I stedet for Beethovens målrettede, stadig fremadskridende bevægelse sætter Schubert en lyrisk-episk fortælling, en rejse i et musikalsk landskab, hvor der bestandig dukker nye overraskelser op.

Til understregning heraf benytter han sig af den samme rigdom af harmoniske og klanglige nuancer som i liederne. I dette musikalske univers får tidsbegrebet en helt ny valør, som ikke blot retfærdiggør, men ligefrem kalder på gentagelser. Hermed forklares tillige den udvidelse af satsernes omfang, som er faldet så mange for brystet, jf. Schumanns kærlig-ironiske udtalelse om den "himmelske længde" i C-dur-symfoniens finale. Det mest fascinerende træk i Schuberts udvikling som instrumentalkomponist er hans bestandige stræben efter at finde frem til et formsprog, som kunne yde hans evner som melodiker fuld retfærdighed.

Franz Schuberts værker blev katalogiseret af Otto Erich Deutsch, hvis fortegnelse (citeret som D) udkom på engelsk 1951, på tysk og revideret 1978.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Franz Schubert har indtaget sin plads ved klaveret under en af de sammenkomster, der i samtiden blev kendt som Schubertiader. Sådan forestillede maleren Hans Temple sig seancen i et billede, der blev lagt til grund for dette kolorerede træsnit fra 1890.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2013
Oprindelig forfatter
JOE
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki