Gabriel Fauré

Gabriel Fauré var en fransk komponist. Fauré blev i årene 1854-1865 uddannet som kirkemusiker ved École Niedermeyer i Paris. Herefter virkede han en årrække som organist, først i Rennes, siden ved forskellige kirker i Paris.

Fra 1877 var han kapelmester og i perioden 1896-1905 førsteorganist ved Madeleinekirken. I 1896 efterfulgte han Jules Massenet som lærer i komposition ved Pariserkonservatoriet, og i i perioden 1905-1920 var han dettes direktør. Fauré gjorde en betydningsfuld indsats i fransk musikliv, både som administrator og som lærer. Blandt hans mest kendte elever var Maurice Ravel, Florent Schmitt, George Enescu og Nadia Boulanger.

Faurés største indsats som komponist ligger inden for sangens og kammermusikkens område. Hans uudtømmelige melodiske opfindsomhed følges op af en fantasifuld udnyttelse af harmoniske virkemidler.

Forrest blandt hans sangkredse står La bonne chanson (1892-1894 til digte af Paul Verlaine), La Chanson d'Ève (1906-1910) og L'Horizon chimérique (1921).

I kammermusikken spiller klaveret en afgørende rolle, bortset fra den sene strygekvartet (1924). De betydeligste værker er to violinsonater (1876 og 1917), to klaverkvartetter (1879 og 1886), to klaverkvintetter (1905 og 1921), to cellosonater (1917 og 1921) og en klavertrio (1923).

For klaver alene skrev Fauré et betydeligt antal solostykker i de samme genrer, som hans forbillede Frédéric Chopin havde dyrket, impromptuer, barkaroler, nocturner osv. Af hans få orkesterværker høres stadig suiterne Pelléas et Mélisande (1898) og Masques et Bergamasques (1919).

Operaen Pénélope (1913) har ikke opnået den udbredelse, den fortjener, hvorimod Gabriel Faurés Requiem for soli, kor og orkester (1877-1900) med dets inderlige tonesprog og dæmpede udtryk har vundet en enestående popularitet.