Gustav Mahler

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Gustav Mahler. Det første dansksprogede værk om komponisten Gustav Mahler, skrevet af Valdemar Lønsted, udkom i 2006.

Gustav Mahler, 7.7.1860-18.5.1911, østrigsk-jødisk komponist og dirigent, gift 1901 med Alma Schindler (1879-1964). Efter opvækst i fødebyen Kalischt i Bøhmen og i Iglau i Mæhren studerede Gustav Mahler, der komponerede allerede som barn, filosofi og musik i Wien 1875-80. Siden virkede han som dirigent ved teatre, bl.a. i Kassel, Prag, Leipzig, Budapest og Hamburg, indtil han i 1897 blev chefdirigent ved hofoperaen i Wien. Fra 1908 virkede Mahler i New York ved Metropolitan Opera og Philharmonic Society. Han blev syg af en infektion i New York i begyndelsen af 1911 og døde senere på året i Wien.

Gustav Mahler nød stort ry i samtiden som dirigent og operainstruktør, men havde svært ved at slå igennem som komponist. Kantaten Das klagende Lied (1880) og Lieder eines fahrenden Gesellen (1883-85) til egne tekster indledte rækken af modne værker, hvor han udelukkende dyrkede genrerne lied og symfoni. Den 1. symfoni (1884-88) var først tænkt som et symfonisk digt. Den dengang standende strid mellem tilhængere af programmusik og klassicister løste Mahler for sit eget vedkommende i symfonierne, idet disse både "handler om" noget, skønt han fra 1902 selv fortiede det, og folder sig ud absolut-musikalsk.

Gustav Mahler. Fotografi fra 1908.

Gustav Mahler. Fotografi fra 1908.

På denne baggrund må de meget dramatiske former og strukturer i hans musik ses. Symfoni og lied er her nært forbundne, idet både hans egne sange og folkelige melodier ofte indgår i symfonierne såvel sunget som spillet tillige med march- og danserytmer. Dette gælder navnlig nummer 2, 3 og 4 (1888-1900), de såkaldte Wunderhorn-symfonier med deres tilknytning til den folkelige poesisamling Des Knaben Wunderhorn, som Mahler også komponerede mange melodier til. De tre følgende symfonier (1901-05) er rent instrumentale, men komponeret samtidig med nogle af hans mest betydelige sange, bl.a. Kindertotenlieder og andre sange til Friedrich Rückerts udsøgte poesi.

Det sungne ord vender tilbage i den 90 minutter lange 8. symfoni (1906) for otte solister, to blandede kor, børnekor og et 120 mand stort orkester. Første del bygger på pinsehymnen Veni, creator spiritus, og anden del, omfattende adagio, scherzo og finale, på slutscenen af Goethes Faust. Gustav Mahler har selv beskrevet musikken med ordene: "Forestil Dem, at hele Universet bryder ud i sang". Derpå fulgte den sekssatsede Das Lied von der Erde (1908) til kinesisk poesi, den 9. symfoni (1909) og den ufuldendte 10., begge atter rent instrumentale. Englænderen Deryck Cooke (1919-1976) udarbejdede i årene 1960-76 en såkaldt "performing version" af den 10. symfoni, så den kunne opføres.

Stilistisk står Gustav Mahlers stærkt personligt prægede og mesterligt instrumenterede musik i den store stil på overgangen fra senromantik (Johannes Brahms, Anton Bruckner) til modernismen hos Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern, der alle vedkendte sig deres dybe gæld til ham. Symfoniernes brogede forening af dyb inderlighed og hektisk vildskab iblandet humoristiske og satiriske elementer spærrede vejen for accept i videre kredse, mens liederne faldt i bedre jord.

Først i 1960'erne fandt Gustav Mahlers værk adgang til koncertsalene verden over og til pladeselskabernes kataloger. Siden da har Mahler ubestridt stået som en af 1900-t.s største komponister. En kritisk udgave af hans samlede værker har været undervejs siden 1960; den bliver udgivet i Wien af det internationale Gustav Mahler-selskab, grundlagt 1955 i Wien.


 

Kommentarer

Viser 1-2 af 2

  • Redaktionen skriver: 07/09/2011

    Fint, at du fangede den. Også Cooke fortjener navns nævnelse. Peter Kühn, fag.red.

  • bosterha skriver: 01/09/2011

    Den her holder vist ikke i byretten: "Han døde af en infektion under en rejse til Europa." Mahler døde ikke under en rejse. Han er syg under rejsen hjem fra USA men dør i Wien.

Viser 1-2 af 2

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Gustav Mahler. Det første dansksprogede værk om komponisten Gustav Mahler, skrevet af Valdemar Lønsted, udkom i 2006.

© Dette billede må du ...

Gustav Mahler var i sin samtid bedst kendt som dirigent og operainstruktør. komponist. Først et halvt hundrede år efter hans død blev hans symfonier og andre værker genstand for almindelig interesse.

Viser 3 af 3 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
18/05/2013
bosterha
05/09/2011
Redaktionen
18/05/2011
Oprindelig forfatter
JMae
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki