Richard Strauss

Richard Strauss (ikke i familie med Strauß-slægten i Wien) blev født i München, hvor faderen var solohornist i hofkapellet. Allerede tidligt begyndte Strauss at komponere og udvise evner som dirigent. I 1885 blev han kapelmester i Meiningen og lærte her for alvor Richard Wagners og Franz Liszts musik og idéer at kende og sluttede sig til den nytyske retning. I 1886-1889 var han 3. kapelmester ved hofoperaen i München, og i 1889-1894 virkede han som kapelmester i Weimar.

I disse år komponerede han de første af sine tonedigte, der gjorde ham til sin tids betydeligste komponist inden for denne genre, bl.a. med Don Juan (uropført 1889) og Tod und Verklärung (1890).

I Weimar uropførtes 1894 hans første opera, Guntram. Det ledende sopranparti blev sunget af Pauline de Ahna (1862-1950), som han blev gift med samme år, og med hvem han havde et til tider stormfuldt, men lykkeligt, inspirerende og livslangt ægteskab, delvis skildret i Sinfonia domestica (1904) og operaen Intermezzo (1924).

Richard Strauss' karriere nåede et højdepunkt, da han 1898 blev kongelig preussisk hofkapelmester i Berlin. Samtidig blev hans tonedigte spillet i hele verden. Værklisten blev bl.a. forøget med Till Eulenspiegels lustige Streiche (1895), Also sprach Zarathustra (efter Nietzsche, 1896), Don Quixote (efter Cervantes, 1898) og Ein Heldenleben (1899).

Med sin tredje opera, Salome (1905), der fik en sensationel uropførelse, slog Strauss endeligt igennem som den betydeligste operakomponist ved århundredets begyndelse. Hans næste opera, Elektra (1909), har tekst af Hugo von Hofmannsthal, med hvem Strauss fik et årelangt samarbejde om operaer som Der Rosenkavalier (Rosenkavaleren, 1911), Ariadne auf Naxos (1912, ny version 1916), Die Frau ohne Schatten (1919) og Arabella (1933).

I 1917 var Richard Strauss med til at grundlægge Salzburg-festspillene, og han ledede i 1919-1924 Staatsoper i Wien. Berygtet og problematisk var hans hverv som præsident for Det Tredje Riges rigsmusikkammer fra 1933 til 1935, som han blev beordret til at trække sig tilbage fra på grund af uoverensstemmelser i forbindelse med uropførelsen 1935 af operaen Die schweigsame Frau med tekst af den jødiske forfatter Stefan Zweig.

Under 2. Verdenskrig levede Strauss tilbagetrukket, bl.a. i sin villa i Garmisch, og efter krigen i Schweiz, hvor han komponerede en række instrumentalværker efter med Capriccio (1942) at have skrevet sin sidste opera. I 1949 vendte han tilbage til Garmisch, hvor han døde få måneder senere.

Richard Strauss var en enestående melodiker og en genial instrumentator. Han havde både musikalsk og teatermæssigt en udpræget dramatisk og psykologisk sans og stor formsikkerhed. Hans evne til at skrive for den menneskelige stemme viser sig både i de populære klaver- og orkesterlieder og i operaerne, der stadig udgør en kunstnerisk udfordring for operahuse.

I sine hyppigt opførte tonedigte gik han til de yderste grænser af, hvad der var muligt at illustrere musikalsk, og han overførte mange teknikker herfra til sine operaer.

Richard Strauss valgte at fortsætte i sit eget senromantiske tonesprog, da den musikalske udvikling gik i retning af opløsning af tonaliteten, og hans værker efter den hypermoderne Elektra blev og bliver ofte anset for at være reaktionære i deres udsøgte blanding af alle de stilarter, han mestrede, herunder en griben tilbage til mere klassisk-dramatiske former. Ved siden af Richard Wagner forblev hans forbillede Wolfgang Amadeus Mozart.

• Tysklands musik fra 1750
• programmusik
• opera