Ruggiero Leoncavallo, Ruggero Leoncavallo, 1857-1919, italiensk komponist. Efter konservatorieuddannelse i fødebyen Napoli studerede han litteratur i Bologna og planlagde en Wagner-inspireret operatrilogi, Crepusculum, hvoraf kun den første, I Medici, blev komponeret. Leoncavallo førte et omflakkende liv som cafépianist i Egypten og Frankrig, inden han vendte tilbage til Italien. Her fik Pietro Mascagnis succes med Cavalleria rusticana ham til at interessere sig for den italienske verisme, hvor han i 1892 fik sit store gennembrud med Pagliacci (Bajadser), et barsk trekantsdrama i et gøglermiljø med programerklæring for verismen i operaens prolog. Leoncavallo havde sans for dramatisk effektfulde operatekster og var værdsat som librettist, bl.a. til sin egne operaer. Hans La Bohème (1897) førte til kontroverser med Giacomo Puccini, hvis lyrisk-sentimentale opera med samme titel overlevede hans egen mere dramatisk-humoristiske. De forgæves forsøg på at leve op til Pagliacci i de følgende værker, bl.a. Zaza (1900), Roland von Berlin (1904), Maia (1910) og nogle overfladiske operetter, betegnede en tragisk kunstnerisk nedtur.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki