Faktaboks

Dmitrij Sjostakovitj
Født
25. september 1906
Død
9. august 1975

Dmitrij Sjostakovitj virkede som komponist under vilkår, der til tider var alt andet end gunstige for en skabende kunstner. Alligevel bærer hans musik ofte præg af hans stærke vilje til at udtrykke sig i et personligt tonesprog. Fotografi fra ca. 1960.

.

Dmitrij Sjostakovitj var en sovjetisk komponist, den betydeligste i generationen efter Den Russiske Revolution. Han blev 1919-26 uddannet på musikkonservatoriet i Sankt Petersborg; i 1937 blev han professor samme sted, i 1943 ved konservatoriet i Moskva, hvor han underviste, indtil han blev bortvist i 1948.

Dmitrij Sjostakovitjs værk omfatter bl.a. 15 symfonier (1925-72), 15 strygekvartetter (1938-74), 2 klaverkoncerter (1933 og 1957), 2 violinkoncerter (1947-48 og 1967) og to cellokoncerter (1959 og 1966), suiter (bl.a. for jazzorkester), operaer, kor- og anden vokalmusik samt ballet- og filmmusik.

Sjostakovitjs traditionalistiske 1. symfoni (1924-25) fik straks succes, ikke kun ved uropførelsen 1926 i Rusland (dirigeret af Nikolaj Malko), men også i Tyskland (1927, dirigeret af Bruno Walter) og i USA (1928, dirigeret af Leopold Stokowski).

I den unge Sovjetstats relativt tolerante kulturelle klima blev Dmitrij Sjostakovitj påvirket af vestlig modernisme fra bl.a. Gustav Mahler, Paul Hindemith, Ernst Krenek og Alban Berg. Han udviklede en instrumentatorisk virtuos, ofte grotesk og satirisk stil i bl.a. balletten Guldalderen (1930) og operaerne Næsen (1930) og Lady Macbeth fra Mtsensk (1934, da. premiere i oktober 1936 på Det Kongelige Teater som Katarina Ismajlova). Sidstnævnte fik uhørt succes både i Vesten og i Rusland, indtil den i januar 1936 på Josef Stalins foranledning blev fordømt i partiavisen Pravda.

Dmitrij Sjostakovitj trak sin 4. symfoni (færdiggjort 1936) tilbage inden uropførelsen (den blev først spillet 1961) og forsøgte med den 5. symfoni (1937) at finde en stil, der levede op til kommunistpartiets krav om affirmativ kunst uden at knægte hans kunstneriske integritet. Under 2. Verdenskrig blev han med sin 7. symfoni (Leningrad, 1941, delvis skrevet under belejringen af Leningrad) navnlig i USA et symbol på den russiske modstand mod nazismen.

I 1948 blev Dmitrij Sjostakovitj sammen med bl.a. Sergej Prokofjev atter fordømt af partiet. Efter Stalins død kunne Sjostakovitj skrive lidt friere, men hans 13. symfoni (Babij Jar, 1962) med tekster af Jevgenij Jevtusjenko om en nazistisk massakre på jøder, af mange hørt som en fordømmelse af Stalintidens forbrydelser, blev censureret.

I hans sidste år var Sjostakovitj plaget af sygdom, og hans værker fra denne periode, bl.a. den 14. symfoni (1969), handler om døden og er holdt i en indadvendt, nøgen stil.

Dmitrij Sjostakovitj blev medlem af Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1960 og var medlem af Den Øverste Sovjet. Han tildeltes en lang række officielle priser, bl.a. Stalinprisen flere gange og Leninprisen; i 1973 modtog han Léonie Sonnings Musikpris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig