Dmitrij Sjostakovitj

© AKG

Dmitrij Sjostakovitj virkede som komponist under vilkår, der til tider var alt andet end gunstige for en skabende kunstner. Alligevel bærer hans musik ofte præg af hans stærke vilje til at udtrykke sig i et personligt tonesprog. Fotografi fra ca. 1960.

Dmitrij Sjostakovitj, 25.9.1906-9.8.1975, sovjetisk komponist. Hans traditionalistiske 1. symfoni (1926) fik straks succes ikke kun i Rusland, men også i Tyskland og USA.

I den unge Sovjetstats relativt tolerante kulturelle klima blev Dmitrij Sjostakovitj han påvirket af vestlig modernisme fra bl.a. Mahler, Hindemith, Krenek og Alban Berg. Han udviklede en instrumentatorisk virtuos, ofte grotesk og satirisk stil i bl.a. balletten Guldalderen (1930) og operaerne Næsen (1930) og Lady Macbeth fra Mtsensk (1934). Sidstnævnte fik uhørt succes både i Vesten og i Rusland, indtil den i januar 1936 på Stalins foranledning blev fordømt i partiavisen Pravda.

Dmitrij Sjostakovitj trak sin 4. symfoni (færdiggjort 1936) tilbage inden uropførelsen (den blev først spillet 1961) og forsøgte med den 5. symfoni (1937) at finde en stil, der levede op til kommunistpartiets krav om affirmativ kunst uden at knægte hans kunstneriske integritet. Under 2. Verdenskrig blev han med sin 7. symfoni (1941, delvis skrevet under belejringen af Leningrad) navnlig i USA et symbol på den russiske modstand mod nazismen.

I 1948 blev Dmitrij Sjostakovitj sammen med bl.a. Prokofjev atter fordømt af partiet. Efter Stalins død kunne Sjostakovitj skrive lidt friere, men hans 13. symfoni (1962) med tekster af Jevtusjenko om en nazistisk massakre på jøder og af mange hørt som en fordømmelse af Stalintidens forbrydelser blev censureret.

I hans sidste år var han plaget af sygdom, og hans værker fra denne periode, bl.a. den 14. symfoni (1969), handler om døden og er holdt i en indadvendt, nøgen stil. Han skrev 15 symfonier, 15 strygekvartetter samt orkester-, vokal-, klaver- og filmmusik.

Dmitrij Sjostakovitj modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1973.